tirsdag den 10. januar 2012

Alfred i hjertekulen

Der er stunder med Alfred, som sætter aftryk i min sjæl. For lige som han kan lukke fuldstændigt i, så kan han i den grad også åbne for hjertekammeret og lukke mig ind aller inderst.

Her til aften kaldte han på mig, og jeg fumlede ind i det mørke værelse og fandt hans varme favn i underkøjen.
Mor, går du nogen gange og gætter på, hvordan det er at være mig? lød det så. Og det gør jeg jo rigtig meget, så at blive lukket ind i "hvordan andre har det" tankerne er store sager. Ja, for det har jeg tænkt på, forklarede han og spurgte om jeg f.eks. vidste hvordan han havde det, når han så Disney Sjov. Og det gættede jeg rigtigt i første hug.
Så prøvede jeg at vende den om. Om han kunne gætte, hvordan det var at være mig? Han ville gerne vide, hvordan jeg havde det, når jeg var ked af det. Og så forklarede jeg (med en klump i halsen) at så havde jeg det ikke så godt og prøvede at gøre ting, der gør mig glad.
Jeg gætter at du er glad, når du læser for os og vi lytter stille, sagde han - og så gled tåren afsted.
For han kan altså noget - den lille fyr med den særlige hjerne. Når han sådan krammer mig og siger, at jeg altid bare må spørge ham om alt muligt. At han er glad for at skulle afsted i skole om morgenen, "fordi så skal jeg over til mine venner". At det er mest godt at være Asperger, for "jeg kan godt lide at være speciel".
Og drysset rundt i sådan en stjernestund er da også lige lidt bonus-info om våbenlagerbanen i Lego Starwars III, en vittighed fra Find Nemo, et tjut (eller 20) i mine kinder og en hel masse kys.
Og så fortæller jeg ham, at jeg synes han og August er de største gaver jeg nogensinde kunne få, og at de er nogle særlige opgaver for mig. At jeg elsker ham for evigt og altid vil være her for ham.

I love you forever, siger Alfred da vi krammer for sidste gang - hjerte mod hjerte, som vi kalder det.

Og jeg suger energien ud af disse øjeblikke. Gemmer det i de dybeste depoter, husker hans søde ord og dejlige stemme, forsøger at fatte at jeg er så heldig at være hans mor.

Knus+tjut+kys = kntjys

3 kommentarer:

  1. Åh altså, nu triller tårerne også her. Hvor siger han dog bare nogle dejlige ting.
    Lad os kaffe igen snart?

    SvarSlet
  2. Trænger helt sikkert til GOD kaffe snart. Fredag eftermiddag?

    SvarSlet
  3. *snøft* Hvor bliver jeg rørt, Kathy.... Tænk at så små mennesker kan være så store?!

    Krams

    SvarSlet

Vi bliver glade for hver en kommentar og hilsen - tak fordi du læser med!