torsdag den 27. oktober 2011

Sådan gik det med Tøffe


Lige som når man får børn, så står der også en del med småt, når man er så letsindig at lukke en lille kat ind i ens liv. Vores Tøffe, vores lille Stig Tøfting har været meget syg. Vi har håbet det ville gå bedre, men...

Tøffe fik det ikke bedre. Dyrlægen ville godt fortsætte behandlingen, stimulere appetitten, tage blodprøver, tjekke levertal, give sonde. Men der var ingen garanti. For hverken det ene eller det andet. Så først sagde jeg ja. For det er jo dejlige, lille, storsnakkende, gråpelsede Tøfling. Men så tænkte jeg på alt det han har været igennem. Og så sagde jeg nej. For det er jo dejlige, lille, storsnakkende, gråpelsede Tøfling.
Eller det vil sige - jeg fik Mikkel til at sige nej. Fik ham til at ringe til Københavns Dyrehospital og høre til hvordan det gik. Og det gik stadig som før. Så vi sluttede det her. Det lille katteliv.

Der blev arrangeret lån af farfar og farmors bil og så skulle det siges til ungerne. Gulp! Men de forstod med alvor og sørgmod og små tapre drengehjerter. Det er sørgeligt, sagde de. Og vi græd lidt.
Jeg vil ikke græde, fastholdt Alfred, selvom jeg sagde at det var ok. August aede mine våde kinder, og så kørte vi først ud til hospitalet efter Tøffe og så til Nimmer Nutten for at begrave Tøffe i haven. Bamserne Alma og Nalle kom med. De er gode til den slags, de bamser. Sådan at være trygt selskab, når man skal noget svært.

Det var koldt og mørkt. Mikkel gravede i haven ved sommerfuglebusken og jeg tog Tøffe i transportkassen med ind i huset med drengene. Først ville Alfred ikke være med. Han gik ind på det lille værelse. August var mere uforskrækket. Ville gerne se, røre og snakke.
Det lugter af prut! udbrød han efter at have duftet til fingeren som han havde rørt Tøffes lille tunge med. Den yderste spids stak lidt ud af munden, men ellers lå han fredfyldt på mit skød og blev nusset en sidste gang.
Heldigvis kom Alfred ind til os. Betuttet. Han kom hen og aede Tøffe lidt. Med ansigtet i helt forkerte folder og sammenbidte læber. Det er ok, sagde jeg.
Så var hullet klar og vi skulle ud i mørket. Alfred ville blive indenfor, så det fik han lov til. August gik med ned i haven, mens jeg bar Tøffe på en lille pude. Sådan en sød lille kat blev begravet med fin tale fra Mikkel og lidt ord fra mig og August.
Han var også lidt dum, påpegede August - for han har også revet mig. Men da han kastede den sidste blomst på lød det - du er sød, Tøffe.
Der var begravelseschokolade og godnathistorie i sofaen før vi kørte hjem. Mikkel nåede også lige en snak med nabo Teddy over hækken, for han havde set lyset fra graveren - og han holder jo godt øje med det hele.

Det er som om jeg har en ridse i hjertet, sagde Alfred, da vi børstede tænder.
Ja, det kan godt gøre ondt et stykke tid, forklarede jeg - men til sidst bliver det et slags ar, som ikke gør ondt, men bare minder dig om det som var.
Lige som arret i panden, smilede han.

Senere da vi var kommet hjem til lejligheden sagde Alfred, at vi altså skulle have en ny kat. Og det har vi også tænkt på. Men ikke lige nu. Måske til foråret. Og så skal det helt sikkert være en med noget russian blue blandet i. For det er jo en lille hundemis, vi har haft. Men først skal vi lige være kattefri og mindes lille Tøffe.

Hvem dør næste gang af os? Havde August spurgt i bilen på vejen derop. Han ville også lige høre om Mikkels mor og far stadig levede. Han blev ret beroliget af at høre, at det jo var farfar og farmor - og at mine forældre jo også stadig lever.
Og når I så bliver gamle, så vil jeg hjælpe jer med tunge ting, sluttede August den lille dødssnak for denne gang.

Sådan er det jo. Først hjælper forældrene børnene, og så hjælper børnene forældrene. Og indimellem må hele familien hjælpe den lille kat. Det står nemlig med småt.

2 kommentarer:

  1. Nåee.... det er et rørende indlæg du har skrevet. Det er altid trist at tage afsked med et lille kæledyr. Man bliver jo så glad for dem. Det lyder som om at I har taklet sorgen rigtig fint i forhold til børnene, men sådanne ting tager jo tid og savnet vil jo blive ved med at være der et stykke tid. Held og lykke med en lille ny killing når den tid kommer.

    Kh Mette

    SvarSlet
  2. Hej Mette - tak for de søde ord. Ja, man knytter sig jo sådan til 'kræ'.
    kh Kathrine

    SvarSlet

Vi bliver glade for hver en kommentar og hilsen - tak fordi du læser med!