onsdag den 31. august 2011

Vi bygger op

Vi bygger op

Det er ikke så mange måneder siden, at jeg ikke ville have ladet drengene lege alene med træklodser. Fordi jeg ville være bange for, hvem af dem der ville ende med en stor bule i panden. Nu er tiden som bekendt en anden, og jeg kunne med ro i sindet lade dem lege med klodserne, som der både blev lavet ord og tårne med.

Deres venskab som trods Alfreds autisme i forvejen var ret nært, bliver tættere og tættere. De kan stadig skændes og slås. De er brødre! Men f.eks. siger August ting som "Vi skal altid være sammen, ik' Alfred?" og Alfred svarer "Selvfølgelig August!".

Og det er de øjeblikke, der får mig til at blive ved, og som jeg husker når det hele er mere svært. For i toppen af min liste over mor-succeser er, at mine drenge er venner. At de er loyale over for hinanden. At de respekterer og forsvarer hinanden. At de elsker hinanden og har det sjovt sammen. At de passer på hinanden, når Mikkel og jeg engang ikke er her mere.

Familie, ik?! Sådan noget klister der gør, at du ikke bliver væk i verden, men at nogen altid vil lede efter dig og hente dig hjem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vi bliver glade for hver en kommentar og hilsen - tak fordi du læser med!