tirsdag den 14. juni 2011

Klagenævnet klippes

14/6: Er Wind gået over stregen? - dr.dk/DR2/Deadline 22:30: Men til sidst handlede det om den mulige aftale med KL som gør at Klagenævnet får mindre at skulle have sagt - og ikke mindst, at bl.a. økonomiske hensyn skal veje tungere.
Venstres socialordfører Anne-Mette Winter Christensen var i studiet med formanden for Danske Handicap organisationer, Stig Langvad. Hun blev ved med at tale om, at sagen skulle foldes ud - og at der på Slotsskolen i Horsens var gode resultater og fine grupper med fire børn i hver... Og det er da dejligt! Men hvis det går så godt, hvorfor så lave om på klagemulighederne? Hvis alt er godt, vil ingen klage - hvilket Stig Langvad også var inde på.

- Det er tåbeligt at bede et klagenævn om at forholde sig til økonomi. Hvis forældre klager over en kommunes beslutning, så skal klagenævnet forholde sig til fagligheden. Alt andet er helt ude i skoven, siger uddannelsesordfører hos De Radikale, Marianne Jelved. Og tak til hende for at kalde en spade for en spade. Det skal handle om faglighed, ikke hvad det koster.

Tænk hvis man ville lave samme indskrænkning for f.eks. Patientklagenævnet eller andre ankeinstanser? Er det ikke hensynet til borgeren - også selvom det "bare" er et handicappet barn - der bør veje tungere end økonomi? Også selvom der ikke er uanede midler. For jeg er overbevist om, at disse helt fantastiske børn vil blive meget dyrere for samfundet, hvis de ikke får den rette skolegang.

Vores håb er, at Alfred med den rette specialskolegang kan få en uddannelse og et arbejde - helt som alle andre mennesker i samfundet. Vi vil ikke gøre ham dyrere i drift, men han har altså brug for mere end de fleste - og han er det hele værd!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vi bliver glade for hver en kommentar og hilsen - tak fordi du læser med!