fredag den 27. maj 2011

Og det skal fejres?

Det var noget af en mærkedag i går. Både glædelig og lidt sørgelig på samme tid. Men det glædelige var, at Alfred havde haft en hel dag i skolen uden at slå nogen. Én hel dag uden at slå. Jeg lader det lige stå et øjeblik.
For selvom jeg er mere end glad for, at Alfred havde en dag uden at slå hverken klassekammerater eller lærere, så synes jeg det er sørgeligt at det er et succeskriterie. At have en dag uden at slå. For sådan synes jeg faktisk at alle hans dage skal være. For Alfred slår, fordi han ikke trives. Fordi han føler sig trængt og presset. Så ja - det er dejligt at han har haft en dag uden at slå. Og han belønnes af Mikkel i eftermiddag med is og to nye Gormitier, men come on - er barren ikke sat lavt for børnetrivsel, når en dag uden at slå er en mærkedag?

onsdag den 25. maj 2011

Længe leve Legoland

24 Timer havde i dag en artikel om, at man kan betale ekstra og slippe for at stå i kø. Egentlig ikke en nyhed, for sådan var det også da vi var der for et par år siden. Og nej, det er da ikke retfærdigt at man kan købe sig til at komme foran - men sådan er det nu engang. Det koster også penge at sidde bedre i teatret.
Og Legoland har altså en særlig plads i mit hjerte, fordi med deres særlige Vis hensyn kort til bl.a. autister, gør en familieudflugt til noget næsten normalt. Kortet (som vi ikke skulle betale for, skønt vi gerne ville) gør det muligt for Alfred ikke bare at springe køen over, men også at få en ekstra tur. Men nu kan det så være at vi på årets tur til det legolandske ikke skal frygte at der bliver råbt autist efter os, men nærmere kapitalist.

tirsdag den 24. maj 2011

Langt fra hoved til hænder

Hallo? Der er godt nok stille herinde, for efter mavefornemmelsen er kommet på plads har der været fyldt i hovedet af så meget, at det ikke lige kunne komme ud. Men jeg skal nok snart løfte sløret - for det er gode sager!
I første omgang handler det om at gøre noget nyt. Hver eneste dag. At sige tak - til dem der gør en forskel. For selvom meget er svært, så er der meget, meget mere, der er nemmere fordi vi er omgivet af gode mennesker.

torsdag den 5. maj 2011

Sådan ser mavefornemmelsen ud

På kort tid ser det hele anderledes ud - og uden at jeg kan se det hele, så kommer det nok til at gå. Efter lange diskussioner - mest af alt med mig selv - blev jeg fritstillet fra arbejdet. I dag var jeg forbi for at sige rigtigt farvel, og det var underligt og rigtigt på samme tid. Selvom jeg ikke selv har valgt at jeg skal videre, så er jeg allerede på vej. Godt hjulpet på vej med los bag i fra hende her, som bl.a. gjorde mig klogere på branding i går.
Men mavefornemmelsen som jeg skrev om forleden - den ser sådan her ud:

Tak, August!
Så nu har jeg mange planer og muligheder - og så faldt jeg lige over Den stille pige og Juniors Verden, hvor inklusionsproblematikken diskuteres på fineste vis. Og det er ikke fordi jeg ikke kommer til at skrive om det (det gør jeg nemlig) - det er bare en side som altid er besøget værd.

søndag den 1. maj 2011

Ikke mors dag endnu, men...


Det føltes altså ret meget som mors dag, da jeg havde drengene med på tur i dag. For pludselig kom de sku med blomster - bare sådan! Og det kan jeg altså ikke stå for - og så de søde fjæser! Det giver god energi til alt det andet der pusler for tiden.

Ellers har August haft en næsten nattøj-dag, hvor der blev tumlet og leget på værelset med tøjdyr og "ved du hvad jeg kan?"-leg. Ren hjerte-energi!
I går da vi gik hjem fra farmors hyggelige fødselsdag, faldt han i søvn i mine arme - og vi holdt pause ved en legeplads, så han kunne sove lidt mere. Sådan at sidde en næsten-sommerdag med en sovende dreng i sine arme - sådan hjerte mod hjerte. Blå himmel, grønne blade - og klar luft. Så bliver der tænkt store og små tanker og lyttet til åndedrag. Og jeg følte mig bare som den heldigste mor i hele verden. Tænk at få lov til at sidde dér - med sådan en dejlig unge i armene.
Så med alt det i mente måtte jeg støtte Mødrehjælpen - og giver her opfordringen videre. Også selvom det først er mors dag næste søndag.