torsdag den 7. april 2011

Når der nu er kleenex på bordet

Altså - det kan lige så godt komme ud før som siden. Den seneste tid kunne sammenfattes til Worst Week Ever!
Prikken over i'et i den sidste tids dårlige nyheder og oplevelser må næsten være at jeg er blevet sagt op pr. 1. september. Det er jeg meget ked af, men der skal åbenbart spares, så det blev bl.a. mig.
Så selvom jeg har noget tid at løbe på er jeg nu officielt jobsøgende (igen), så hvis nogen kender nogen der har noget som nogen kunne bruge mig til, så er jeg lige her.

Endelig møde på Handicapcentret
Men selvom jeg er ked af det, overskygger det med afslag på afslag alligevel det meste. Vi har været til møde på Handicapcentret i dag på baggrund af skolens og frittens bekymringsskrivelser. Den søde socialrådgiver skulle vurdere om der skulle laves en såkaldt paragraf 50 undersøgelse om hvordan det er hjemme hos os. Det vurderede hun umiddelbart at der ikke var grund til. Men alt det med skolen står ppr for, så hun kunne desværre ikke gøre andet i den retning end at give os ret i at afslaget - og afslaget på afslaget aka det nye tilbud om plads i indskolingsklassen igen - ikke lyder rigtigt.
Jeg kunne sku ikke lade være med at græde - og det er bare ikke fedt til sådan et møde - men når der er kleenex på bordet er jeg nok ikke den eneste der har det sådan. Med mindre det er til næseblod. Det er sku synd for Alfred og for os, at alt det her skal fylde så meget, så vi ikke bare lidt mere kan lege almindelig familie og ikke bruge al vores vågne tid og den spildte nattesøvn på at spekulere, arrangere, argumentere, forklare, redegøre, beskrive, analysere, vurdere og alt det andet vi nu gør for at få hverdagen til at hænge sammen og for at få Alfred til at lande det bedst mulige sted. Det fortjener han sku! Sådan en sød og dejlig dreng! (Og så tuder jeg altså lidt igen...) for han er så fantastisk - lige som han er. Med aspergeres, adhd, tics, tacs, særinteresser og hele kugledynen. Og jeg ønsker bare så meget, at han kan få lov til at være som han er og få den rette støtte til at udvikle sig, som han er. For han er helt perfekt som vores elskede Alfred.

8 kommentarer:

  1. Den stille pige07 april, 2011 17:05

    Pyh, hvor jeg føler med dig. Det er hårdt at blive sagt op. Har selv prøvet det - to gange...

    Og man synes jo, at man har rigeligt at slås med som handicapforældre, så en opsigelse er endnu en stressfaktor.

    Forhåbentlig dukker det noget nyt op inden september.

    SvarSlet
  2. Hej Kathrine!
    Jeg er lidt tom for ord, for sidder med en klump i halsen og tårer i øjnene efter at have læst dit indlæg! Jeg føler virkelig med jer alle, og mest af alt Alfred! I fotjener alle det bedste for I er virkelig nogle helt igennem fantastiske mennesker (og det er altså ikke bare noget jeg skriver for at prøve at gøre dig i lidt bedre humør, for jeg MENER det virkelig). Måden dig og Mikkel formår at takle denne situation på er helt fantastisk! Det har jeg kæmpe respekt for, for det må virkelig kræve MEGET at skulle bevare overblikket og positiviteten når man møder så meget modgang! Jeg er dog sikker på at det nok skal lykkes for jer - just keep doing what you're doing, and then it will happend!

    De bedste hilsner fra Mette!

    SvarSlet
  3. Jeg har dage hvor jeg også føler at det hele bare er op ad bakke med at få en human og respektfuld behandling af systemet, der jo altså skal støtte min dreng. Ikke trykke ham ned. Og de dage er jeg tæt på at gi' fanden i KBH's kommune og flytte til Frederiksberg hvor vi - og særligt mn søn - ville få en helt anden behandling og andre muligheder for skolegang bl.a.

    ...selv cykelstierne er bedre...

    gode tanker herfra - jobbet skal du nok finde, der kan ske rigtig meget på ½ år

    SvarSlet
  4. Det der med at flytte er måske ikke så dum en ide. Selvom det ikke bare er noget man liiige gør.
    Jeg talte med en veninde forleden, der er socialrådgiver.
    Det var hendes bedste råd:-(

    Møs herfra

    SvarSlet
  5. Tak for jeres søde ord og opbakning. Det betyder meget for os - og vi fortsætter med at holde fast indtil det lykkes. Og når man så bliver lidt træt - så er det rart at vide at der er nogen 'derude'.
    Mange hilsner Kathrine

    SvarSlet
  6. Hej Kære k. Tjek min blog. Og send mig lige en mail; mangler din adresse. Øv for en uge. Den blir bedre. Kram

    SvarSlet
  7. Jeg så den sidste kommentar..tillykke! Ja, der kan nå at ske meget på ½ år :o)

    SvarSlet
  8. Kære Kathrine

    Hvor er det dog uretfærdigt. Vi har også haft fyringsrunde på mit arbejde, som jeg dog overlevede, men jeg kan levende forestille mig, hvor hårdt det må være at have den ekstra usikkerhed.

    Det virker jo absurd at alle kan blive enige om at Alfred bør få et andet tilbud, undtagen visitationsudvalget.... Det lyder som om er er grundlag for at kæmpe videre.

    Og ellers så må vi tage en fælles kamp om at gøre det nuværende tilbud bedre - hvis du overhovedet tror det kan hjælpe noget.

    Cyberkram fra Moren

    SvarSlet

Vi bliver glade for hver en kommentar og hilsen - tak fordi du læser med!