torsdag den 31. marts 2011

Jeg forstår det ikke!

Jeg forstår det ikke! Vi har fået svar på vores klage fra PPR. Og fået medhold i at Alfreds skoleplacering ikke er optimal. Men de mener stadig ikke, at han skal i specialtilbud. Næ, han skal da tilbage i Indskolingsklassen, for der kommer nye børn. Selvom de godt ved at vi ønsker et mere permanent tilbud til ham, som de skriver. Så vi tisser da lige i bukserne et år mere og håber det hele bliver bedre eller går væk.
Jeg har talt med PPR tidligere - om vi var interesseret i en plads i Indskolingsklassen. Jeg fik også fortalt, at der kom ny børnesammensætning. Men jeg sagde tydeligt Nej tak! Så jeg forstår det virkelig ikke.
Jeg troede, vi havde et barn og ikke en hacky-sack bold der skal sparkes rundt.

Så hvis nogen kan forklare mig, hvordan det hænger sammen, vil jeg sætte stor pris på det. For vi klager (naturligvis) igen. Selvom jeg ikke kan lide ordet klage. Det er så negativt. Vi anker. Jeg kan godt lide anker.

onsdag den 30. marts 2011

Bissefrø

Lige en lille status på Augusts bisser - det går ok. De sidder fast, han kan spise og så er han en superman til at få renset det lille sår hver aften. Eller måske er han en spiderman...
Foto fra Røde Møllegård

tirsdag den 29. marts 2011

Når børnehaven ringer

Det er ikke fordi man bliver glad, når de ringer fra børnehaven. De ringer jo ikke for at sige, at alt bare er helt fint, vel? Heller ikke sådan en mandag eftermiddag lidt for tidligt i forhold til almindelig hentetid.
Og August havde altså slået tænderne. Så det havde blødt og sådan. Så de ville lige ringe. Så jeg kunne komme og hente ham. Og så slog jeg alarm til tandlægen, og vi nåede forbi inden lukketid. Han var også ved godt mod, da jeg hentede ham på legepladsen. Men tænderne er nogenlunde ok. Det var tandkødet der havde fået et slag. Og så ikke flere ondt-i-maven-detaljer. Men læben var lidt tyk. Mere tyk end i går, hvor vi altså havde en dejlig tur, mens Alfred og Mikkel var i legegruppe.
Så vi slutter med lidt snapshots af mig og svesken.

Dejlig søndag i Frederiksberg Have

mandag den 28. marts 2011

Mandagslæsning

Mens jeg tager mig sammen til at skrive om fredagens netværksmøde er her et par links til weekendens skriverier om de mange specialbørn, som i inklusionens (læs: spareknivens) navn skal gå i de almindelige folkeskoler efter sommerferien.

Berlingske: Opråb: 15.000 specialbørn ind i A- og B-klasserne
Berlingske: Specialbørn i klassen kan give elevflugt
BT: Minister støtter specialbørn i folkeskolen

Vores helt personlige vinkel er, at vi ville ønske at Alfred kunne gå i en almindelig klasse. Det ville da både være dejligt og ikke mindst den nemmeste løsning. Men det har vi prøvet. Og det går ikke. Så nu vil vi gerne have ham på en specialskole - så han forhåbentlig senere kan komme i en almindelig klasse. For selvom Alfred er noget ganske specialt, så drømmer vi om en stabil og helt almindelig hverdag.

lørdag den 26. marts 2011

Tur til Bredegrund Legeplads

Dejligt med en eftermiddagstur i det kølige forårsvejr. Og også et forsøg, om min nye Blogger app virker til min telefon...




fredag den 25. marts 2011

Jeg elsker når nogen blander sig

Efter en lidt underdrejet periode på flere områder, er vi ved at kunne trække vejret igen.
I går var vi på besøg på Karlsvognen, som er en behandlingsskole lige i nærheden af hvor vi bor. Det var meget positivt, og det vil kunne være et godt sted for Alfred. Meget imødekomne voksne, gode rammer osv.
Men så var jeg forbi Riccos her til morgen efter en cykel-kaffe. Og så snakkede jeg lidt med min søde barista og fortalte lidt om besøget på skolen. (Meget afslørende for hvor tit jeg kommer der, når den slags er hverdagssnak...) Og som jeg skulle til at gå kommer en kvinde over til mig, som jeg har snakket lidt med dernede en gang tidligere. Hun havde hørt hvad vi havde snakket om og ville bare sige, at hun kendte nogen som havde barn på Karlsvognen (en pige med aspergers) og de var meget glade for skolen. Pigen var blomstret op - forældrene så 15 år yngre ud. Og jeg blev sku glad! Fedt, når nogen 'tør' blande sig - når de siger noget. Især når det nu var en anbefaling og ikke en advarsel.
Har så meget blod på tanden, at jeg kan smage det! Forca Alfred!

mandag den 21. marts 2011

Ved du hvad så?


Karma findes. For nogen har fortalt mig, at der engang var en lille pige, der snakkede ca. lige så meget som den yndige dreng i videoen. Så når mine ører ringer af en dag med børnesnak, så tænker jeg på den lille pige og hendes tålmodige forældre - som i dag underligt nok gerne vil passe den yndige dreng og lytte til hans snakken - og ved du hvad så...? Sådan er det faktisk.

lørdag den 19. marts 2011

Venner!








Det er noget med perspektiv - og hatte. Noget med at se det hele fra forskellige sider og minde sig selv om hvorfor vi gør det. Hvorfor vi insisterer på, at de taler pænt til hinanden, hvorfor de skal hjælpe hinanden, trøste hinanden, dele med hinanden og være der for hinanden. Fordi sådan er man venner. Sådan er man brødre. Og når man sådan er brødre, er der kærlighed og samhørighed i luften som sød musik. Tak, drenge!

torsdag den 17. marts 2011

Glæden ved at give

Og mens vi er ved anbefalingerne, så kommer der lige en her via Anne-Sophie Helmer.
Hvis du køber en super smuk bog om indpakning fra Hello Sandwich, går hele beløbet - sølle $5 - til Red Cross og de overlevende i Japan.


Prøv at se, hvor fint det er - og den er også fin i virkeligheden. Du får den som pdf, så du selv kan printe den eller bare nyde den på computeren. Og så er det incl. aflad/god samvittighed/...

Pas på Maren

Denne anbefaling kommer med en advarsel. Maren Uthaug er sjov. Som i 'der sprutter kaffe ud af din næse, hvis du drikker kaffe mens du læser hendes blog'-agtig sjov. Så er du advaret. Og så laver hun tændstik-tegninger. Og skriver ord som ørdibørdi.
Jeg ææælsker tændstik-tegninger og ørdibørdi!

Besøg Maren på eget ansvar
Du må heller ikke snyde dig selv for billedet af hendes mand i kjole - set af mere end 16.000 indtil videre. Og hvorfor sætter hun billede af sin mand i kjole, spørger du måske? Det må du selv finde ud af. Smut nu over til Maren!

tirsdag den 15. marts 2011

Jeg har ingen venner...

Og da August ikke var hjemme, havde jeg lidt ekstra tid med Alfred i går. Og det er tiltrængt. For skolen snakker vi meget nødigt om. Men der blev lavet hemmelige lektier, hvor han skulle tegne sig selv i skolen og sig selv med sine venner. Det ville han ikke - i stedet skrev han: "Jeg har ingen venner". Og det står jo i skærende kontrast til hvad man almindeligvis ønsker for sit barn, som lige er startet i skole. Men da jeg spurgte ham, hvordan han havde det med ikke at have venner svarede han med et smil: Jeg er glad!
Og så tegnede han sig selv - med et smil på læben, og jeg måtte skrive under tegningen, at han var glad for ikke at have venner, for når han havde venner irriterede det ham at mange gerne ville være venner med ham. "Jeg er glad for bare at være mig selv." sagde han.

De vil gerne
Og helt ærligt - det er i orden med mig. Jeg er glad for, at han har det godt med at være Alfred. For det er altså ikke nemt med alle de kasser han skal presses i - alle de sure æbler han skal spise hver dag. For det ville gøre meget mere ondt (på mig) hvis han var ked af ikke at have venner.
Senere kunne jeg i hans kontaktbog læse, at han havde været med til fangeleg i dag - og havde været den der skulle fange de andre. Efterfølgende havde flere børn gerne ville lege med ham i frikvarteret. Han havde sagt ja, men var senere bakket ud. En dreng fra klassen har også spurgt om de skal lege, så det er vi ved at finde ud af - og der er en legegruppe vi vil prøve at deltage i. Stille og roligt på Alfreds præmisser. Så det er jo ikke fordi de andre børn ikke vil være venner med Alfred - han vil ikke være venner med dem. Måske fordi han ikke forstår, hvad de vil.

Snydekoder
Et eksempel på hvordan han misforstår - eller bliver misforstået oplevede jeg, da jeg hentede ham på Fritten i går, hvor det havde været Nintendo dag. Han gik hen til en dreng, som kender nogle 'snyde-koder' til et spil og spurgte angiveligt til koden. Men drengen (den bandit!) svarede slet ikke. Alfred kom over til mig - og jeg kunne se på hans bævende underlæbe, at han var ked af det. Jeg spurgte om drengen ikke havde svaret. Alfred nikkede og mumlede "det er også snyd med de snyde-koder"... og jeg sagde, at det var fint, som han havde spurgt drengen - og at nogle gange svarer andre ikke - selvom man spørger pænt. Alfred blev vred - på mig. Og ville ikke snakke mere om det. Så jeg måtte lukke den der. Men det er alle de små ting, der i glimt viser mig hans udfordringer.

Fordelen ved at fortrænge
Men lige så hurtigt han bliver vred og ked af det - lige så hurtigt fortrænger han det. Så var han glad - for vi skulle i AmagerCentret - og på Riccos og der var udsigt til både ny Ninjargo - og kage. Så han hoppede glad afsted. Og holdt min hånd.
Og jeg holder fast - for jeg fortrænger ikke som Alfred. Jeg husker det hele, så jeg kan gøre noget ved det. Så han ikke skal spise sure æbler så tit og fortrænge så meget.

"Det er bare den bedste dag i mit liv!"

Venter på August

Vi savner August. Han er hos mormor og morfar, men kommer hjem i dag. Og selvom vi har hygget os med Alfred, så mangler der altså nogen. Sådan en frisk, glad gut på 3½, som (mere eller mindre) lyder navnet August.

Se lige det søde lille puttefjæs! Amen-amen hvor er han skøn!
Og han kan så meget -f.eks. klatre herop selv.
Et sødt minde fra i fredags, hvor jeg afleverede begge knægte. De var så gode til at komme afsted, at vi var de første i klassen.

søndag den 13. marts 2011

Jeg så røgen

Run Forrest, run!
Kristoffer var nemlig også til Nike Marathontest 2 i dag - lige som morfar. Jeg havde fornøjelsen af at lege fotograf med nyt lækkert kamera. Det kom der disse fotos ud af.

lørdag den 12. marts 2011

Vores klage

Her har været lidt stille, men vi har det godt. Nyder at Alfred har det bare en lille bitte smule bedre. Suger det til os. Nyder August og hans sprudlende humør og kærlige væsen. Og så har vi skrevet noget vigtigt. Klagen over skoleafslaget.
Nogle tekster er nemmere at få skrevet end andre. Kærestebreve er ret sjove at skrive. Vitser. Men sådan en klage, hvor man i den grad skal have de sorteste mest negative briller på - det er altså ikke nemt. Men nu er den skrevet - og vi er ret tilfredse med den. Så håber vi bare der sker noget ved det. Skolen og fritidshjemmet har skreveet bekymringsskrivelser, som er sendt til de sociale myndigheder. Nu er det så spændende om vi hører noget. Hvor dårligt det skal være, før der sker noget... Fortsættelse følger.

Men her er vores klage. Vi har valgt at dele den, fordi den dels viser, hvordan det er for Alfred at gå i skole, og dels kan være en inspiration for andre, som skal skrive noget lignende.
Kommentarer modtages gerne - og en plads på en specialskole... jo tak!
Klage over specialskoleansøgning


Vi vil gerne klage over afgørelsen d. 16. februar. Vi er dybt uenige i afgørelsen og begrundelsen. Vi vil gerne appelere til, at den genovervejes for Alfreds og vores families skyld.






Alfred mistrives i skolen. Han bliver slidt af de mange skift og den uoverskuelige dagligdag. Han kalder skolen for noget "lort" på daglig basis. Han slår jævnligt sin lærer og giver konsekvent udtryk for at han ikke kan lide skolen. Det er ikke trivsel! Det er ikke en dreng som "trives og er glad for sin skole og sit fritidshjem".






Som det fremgik af beskrivelserne i forbindelse med ansøgning, fremhævede fritidshjemmet at de "er bekymret, om vores tilbud er det rette for Alfred!"


I den pædagogisk psykologisk vurdering hed det at "...Alfred har behov for langt mere strukturerede rammer og støtte, end hvad man kan imødekomme i skolen", og han blev beskrevet som "...en dreng med et massivt behov for specialpædagogisk støtte."


Fra Handicapcentret lød vurderingen: "... (Alfred) er en udsat dreng i skoleregi og som vurderes at have særlige behov i forhold til sin skoletid".


Det er ikke trivsel! Det er ikke at være glad for sin skole.






Almenmiljøet kan ganske vidst udvikle Alfreds sociale og kognitive kompetencer, men almenmiljøet kan ikke give ham den meget nødvendige struktur og støtte han har brug for for at kunne indgå bare minimalt sammen med almindelige børn. Han har slet ikke overskud til de andre børn.


For Alfred er et frikvarter et kaos og skiftet til fritidshjemmet - til trods for at de bare skal gå max. 300 m. - uoverskueligt og meget trættende. Han er udkørt, når vi henter ham om eftermiddagen og har ofte en meget kort lunte i forhold til sin lillebror, der også lider under at Alfred i den grad mistrives i skolen.


Som det også er blevet beskrevet, har Alfred været udredt på Bispebjerg for mistanke om ADHD, og medsendt er erklæringen, hvor det også understreges, at Alfred har behov for massiv støtte. Diagnosen F90.0 samt en F95.1 kroniske eller vokale tics er for os igen en understregning af, at Alfred har brug for mere støtte end han kan få i et almindeligt skoletilbud.






Alfred har brug for at være sammen med børn der er lige som han selv. I hans nuværende rammer ser han ikke sig selv som en del af gruppen - og de andre børn har ikke som sådan værdi for ham. Han har behov for at lære, hvordan det er at være Alfred. Formanden for Aspergerforeningen, Aage Sinbæk, har formuleret behovet i en klumme i Landsforeningen Autismes medlemsblad.


"En uddannelse uden undervisning i at leve et autistisk liv og mestre dets udfordringer vil gøre vores autistiske børn til personlige analfabeter. Det er ikke nok at de lærer det samme som andre. De skal også lære at være sig selv."


Med den rigtige støtte nu - tidligt i hans liv - er hans muligheder for udvikling så meget større. Måske vil han på sigt kunne rumme andre børn og inkluderes. Men det er skudt alt for langt over målet på nuværende tidspunkt. Ved at lade ham blive i det nuværende tilbud oplever han udover dagligt kaos også en hverdag, som ikke giver mening for ham og i værste fald vil det få ham ind på et spor, hvor han vil afvise at gå i skole i det hele taget. De udfordringer Alfred har på grund af dels hans dobbelt Asperges-ADHD diagnose og dels en meget høj IK er så omsiggribende, at de ikke kan rummes i et almindeligt skoletilbud. Det kræver specialundervisning i et målrettet, enkelttilpasset dagtilbud, som giver ham den ramme han så desperat har brug for. Som det er nu er skolen opbevaring. Det er ikke i orden. Det er ikke trivsel!


Som forældre føler vi os prisgivet, da vi ikke har andre reelle alternativer i forhold til hans skolegang. Det smerter hver dag at sende en dreng afsted til noget han ikke kan lide og som vi ved ikke er det rigtige for ham. Det er ikke trivsel - hverken for Alfred eller os!


Vi er ikke alene med vores bekymring for Alfreds trivsel. Vedlagt er også bekymringsskrivelse fra dels hans klasselær er og dels fra fritidshjemmet.
Og så var det med venlig hilsen og alt det der...
.

tirsdag den 1. marts 2011

Hjerte(s)kær


Min dag havde været lidt lang og krydret med en meget alvorlig bekymringsskrivelse fra skolen, som i den grad skar i hjertet. Det er en meget god beskrivelse i den forstand, at den detaljeret beskriver hvor store problemer Alfred har hver eneste dag i skolen. Det er læsning der gør det svært for mig at aflevere ham i morgen. Men det er nødvendige beskrivelser, hvis vi skal have ændret afgørelsen om hans skoleplacering. For uanset lærernes og skolens indsats, så er det ikke det rigtige sted for Alfred.

Nå - men alle triste tanker forsvandt da jeg kom hjem til duften af bacon og et kæmpe kram fra Alfred. August er hos mormor og morfar (Tak!), så det var helt på Alfreds præmisser. Og han strålede. Lavede sjov. Fjollede. Men ville stadig ikke tale om skolen...
Efter aftensmaden fandt han selv vandfarverne og lavede det skønne maleri til mig. Og måske kan man fornemme at han er blevet klippet. Lidt. Og så fandt han lige på to historier, som jeg skulle skrive ned i vores historiehæfte. Hans sproglige overskud er enormt, han kan så meget. Der er bare nogle helt basale færdigheder som han ikke har - og ikke udvikler af sig selv.
Alfred har sådan en ganske særlig sjæl. Delikat og fintfølende. Kan finde på at sige at det F han har skrevet i sit navn "ligner et suk". Han er min hjertenskær, mit elskefjæs!

Og det skal jeg leve med!

 

Altså jeg siger det bare... Alfred har ikke sin glæde for at lære sjove replikker udenad fra fremmede...
Det er sku underholdende!
Men hvem kan gætte hvor citatet stammer fra?