tirsdag den 22. februar 2011

Ikke for sarte sjæle

Det her er nok det sværeste indlæg på bloggen jeg har skrevet indtil videre. Så der kommer nok lidt tilløb, men det skal nok komme. Der kommer også en advarsel her i begyndelsen. Hvis du ikke har lyst til at læse et meget grimt udtryk, skal du nok snart holde op med at læse. For det bliver grimt. Meget grimt.
Okay. Videre.
Vi har jo fået afslag på specialskoleansøgningen, og det er vi både vrede og kede af. Især fordi der i afslaget bl.a. er lagt vægt på, "at Alfred trives og er glad for sin skole og sit fritidshjem...". Kom igen! Han protesterer hver evig eneste dag over at skulle i skole. Vil ikke derhen. Er ked af det. Og vi må bare 'smile og vinke' og sende ham derhen alligevel. Meget hårdt? Ja!

Læs ikke videre!
Her til aften har jeg hygget med drengene, mens Mikkel var til koncert. Der blev endda tegnet og skrevet inden sengetid, hvor jeg læste og alt var som det plejer at være. Men så skulle Alfred op i seng, og det blev han vred over. Han kunne ikke sove. Jeg skulle dit og dat. Da han bad om vand, sagde jeg roligt, at han selv skulle gå ud og tage vand på badeværelset. Nej, det ville han ikke - og jeg var dum og den normale svada, som jeg er vant til at lukke ørene for. Men så kom det. Frasen som i den grad får det hele til at krumme sig sammen. Og jeg ved godt det bare er ord. Men han sagde fede møgluder til mig. Vi lader den lige stå - også selvom vi bor på Amager osv. - og så vil jeg helst glemme det helt igen!
Jeg forklarede ham (meget højt og tydeligt!) at det skulle han aldrig, aldrig, aldrig sige til mig nogen sinde mere overhovedet. At når det kunne gøre hans mor så vred, ville det kunne gøre andre mennesker endnu mere vrede.
Og så hentede jeg vand til ham, trøstede og var ikke vred mere. At han nok ikke havde været klar over, at det var så slemt at sige. Han virkede som om han forstod alvoren.
Efter begge drenge var puttet godt og roligt med kys og kram læste jeg hvad Alfreds klasselærer havde skrevet i dagens kontaktbog. Hun skriver hver dag, og selvom det ikke er rar læsning, giver det os et godt billede af, hvad det er der sker for Alfred. Knuden i maven kom igen. Han er åbenbart begyndt at kalde hende en fed luder, som han har hørt de andre børn sige (dog ikke til hende). Derudover sker det jævnligt at han slår hende, taler grimt og han vil ikke være med til de ting hun har planlagt for ham. Det er mildest talt op ad bakke, men hun prøver og det er vi glade for. Jeg skrev tilbage, at jeg var meget ked af hvad der var sket og at jeg havde oplevet lignende her til aften.

Og dette indlæg har taget mig to timer, tre ispinde og så mange overspringshandlinger at skrive, at jeg nærmest er kommet i form... Men nu er det skrevet. For hvis bloggen kun er glansbilleder med rødkindede unger i munter leg i skommerhuset - så er det jo ikke hele billedet. Og heldigvis er det ikke kun grimme ord - det er en blanding. Det er op og ned. Det er mange kys og mange knus. Nye udfordringer, når de gamle er forbi. Men det er hjertebørn af den bedste slags. Uanset gloser og gestik - så er det de bedste hjertebørn.

1 kommentar:

  1. Ok, ikke så rart. Men godt at han virkede til at forstå alvoren - så er det jo ikke sikkert der kommer mere ud af det. De fleste børn skal nok lige afprøve de grimme ord på et tidspunkt. Håber det bare er det.

    For at være ærlig, så havde jeg forventet noget langt værre, da jeg læste starten af indlægget :-)

    Og forresten godt at læse om det søde æble - trods alt.

    Men jeg må også sige jeg stadig er gal på jeres vegne - det giver jo ingen mening med et afslag med den begrundelse, når I beskriver hvordan Alfred har det med sin skole.

    SvarSlet

Vi bliver glade for hver en kommentar og hilsen - tak fordi du læser med!