tirsdag den 8. februar 2011

Alle tøser der bor i verden

August og jeg er forelskede. Intet mindre. Han bestormer mig med kys, knus og kærlighedserklæringer. Åh, mor - der kan ikke være flere kys i min kyssekuffert - kom og KYS mig! Da vi var i Fakta i går insisterede han på at vi købte blomster. "Hvis vi køber blomsterne må du altid være min kæreste", lød logikken. Men han er også meget interesseret i tøser i øjeblikket. Han fortæller at han er venner med "alle tøser der bor i verden" og at hvis pigerne i børnehave vil kysse ham, "så siger jeg bare 'jeg er ligeglad' - og så kysser de mig!" forklarer han synligt tilfreds. Men han er også lækker, er han.

Ellers venter vi på vinterferie. Det trænger vi til. Alfred har været syg hele weenenden med ondt i øret og i går var han til lægen med Mikkel og fik konstateret mellemørebetændelse. I dag havde han det meget bedre og er i skole (under stor protest) så jeg henter ham tidligt. Og så venter vi stadig. På afklaring og svar på ansøgningen om specialskole og SIKON konference. Men vi venter og gør hverdagen så lempelig for Alfred som vi kan.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vi bliver glade for hver en kommentar og hilsen - tak fordi du læser med!