fredag den 25. februar 2011

Rigtig god weekend

video

Selvom vi har været på Bispebjerg i dag og fået papir på Alfreds ADHD diagnose krydret med en tic-diagnose (eller hvordan det nu hedder), så har det været en rigtig god dag. For fredag er YES dag med glade drenge som bare glæææder sig til snold og Disney Sjov og hele familien tæt sammen i sofaen og weekenden lige om hjørnet.
Og hold øje med håret. I morgen skal begge unger en tur til frisøren. Vi vender tilbage!

torsdag den 24. februar 2011

Ny blog på listen

Jeg er blevet klogere i dag. På sådan en sand AHA-agtig måde. Fordi jeg har læst på en blog, som Felix skriver. Felix er autist. Han har ikke autisme. Jeg har altid tænkt, at det var noget man havde og ikke noget man var. Men jeg er klogere nu, fordi jeg har læst indlægget her.
Tak Felix!

onsdag den 23. februar 2011

Om æbler

I Alfreds klasse lærer de om ordsprog. Og hans forklaring på hvad at bide i det sure æble betyder er som følger:
"Altså - jeg bider i det sure æble hver dag, når jeg skal i skole. For det er når man skal gøre noget, som man ikke vil. Når jeg skal i Fritten bider jeg i det søde æble, for det vil jeg godt."

tirsdag den 22. februar 2011

Ikke for sarte sjæle

Det her er nok det sværeste indlæg på bloggen jeg har skrevet indtil videre. Så der kommer nok lidt tilløb, men det skal nok komme. Der kommer også en advarsel her i begyndelsen. Hvis du ikke har lyst til at læse et meget grimt udtryk, skal du nok snart holde op med at læse. For det bliver grimt. Meget grimt.
Okay. Videre.
Vi har jo fået afslag på specialskoleansøgningen, og det er vi både vrede og kede af. Især fordi der i afslaget bl.a. er lagt vægt på, "at Alfred trives og er glad for sin skole og sit fritidshjem...". Kom igen! Han protesterer hver evig eneste dag over at skulle i skole. Vil ikke derhen. Er ked af det. Og vi må bare 'smile og vinke' og sende ham derhen alligevel. Meget hårdt? Ja!

Læs ikke videre!
Her til aften har jeg hygget med drengene, mens Mikkel var til koncert. Der blev endda tegnet og skrevet inden sengetid, hvor jeg læste og alt var som det plejer at være. Men så skulle Alfred op i seng, og det blev han vred over. Han kunne ikke sove. Jeg skulle dit og dat. Da han bad om vand, sagde jeg roligt, at han selv skulle gå ud og tage vand på badeværelset. Nej, det ville han ikke - og jeg var dum og den normale svada, som jeg er vant til at lukke ørene for. Men så kom det. Frasen som i den grad får det hele til at krumme sig sammen. Og jeg ved godt det bare er ord. Men han sagde fede møgluder til mig. Vi lader den lige stå - også selvom vi bor på Amager osv. - og så vil jeg helst glemme det helt igen!
Jeg forklarede ham (meget højt og tydeligt!) at det skulle han aldrig, aldrig, aldrig sige til mig nogen sinde mere overhovedet. At når det kunne gøre hans mor så vred, ville det kunne gøre andre mennesker endnu mere vrede.
Og så hentede jeg vand til ham, trøstede og var ikke vred mere. At han nok ikke havde været klar over, at det var så slemt at sige. Han virkede som om han forstod alvoren.
Efter begge drenge var puttet godt og roligt med kys og kram læste jeg hvad Alfreds klasselærer havde skrevet i dagens kontaktbog. Hun skriver hver dag, og selvom det ikke er rar læsning, giver det os et godt billede af, hvad det er der sker for Alfred. Knuden i maven kom igen. Han er åbenbart begyndt at kalde hende en fed luder, som han har hørt de andre børn sige (dog ikke til hende). Derudover sker det jævnligt at han slår hende, taler grimt og han vil ikke være med til de ting hun har planlagt for ham. Det er mildest talt op ad bakke, men hun prøver og det er vi glade for. Jeg skrev tilbage, at jeg var meget ked af hvad der var sket og at jeg havde oplevet lignende her til aften.

Og dette indlæg har taget mig to timer, tre ispinde og så mange overspringshandlinger at skrive, at jeg nærmest er kommet i form... Men nu er det skrevet. For hvis bloggen kun er glansbilleder med rødkindede unger i munter leg i skommerhuset - så er det jo ikke hele billedet. Og heldigvis er det ikke kun grimme ord - det er en blanding. Det er op og ned. Det er mange kys og mange knus. Nye udfordringer, når de gamle er forbi. Men det er hjertebørn af den bedste slags. Uanset gloser og gestik - så er det de bedste hjertebørn.

mandag den 21. februar 2011

Indtil videre


Stemningsbillede fra Disney Sjov hos mormor og morfar - med flødeboller, frugtfad og bussemænd
 Jeg vil lige dele en god pjece til pårørende til familier med autisme. Den hedder Kære venner, er skrevet af Dorte Ørsig og giver syv gode råd om hvad man som familie har brug for.
Vi er tilbage efter vinterferien, som bestod af sommerhus, mormor & morfar og en voksentur til Malmø. Det var dejligt, og drengene har hygget sig. Men den bestod også af et afslag på vores ansøgning om specialskole til Alfred. Det kunne jeg skrive mange ord om, men føler mig helt ærligt ret tom. Derfor fandt jeg linket til Dortes pjece i stedet.

mandag den 14. februar 2011

Vi venter stadig...

... på om Alfred skal på specialskole efter sommerferien. Og vi krydser alt hvad vi kan og glædes i mellemtiden over at han en enkelt gang har sagt at det da var ret ok ovre i skolen. Der er kommet mere fokus på strukturen og hvilke krav der kan stilles til ham. Og hans klasselærer skriver dagligt i kontaktbogen om hans dag, så vi har lidt mere at tale med ham om. Det er ikke altid lige opløftende læsning, men vi er meget glade for hendes indsats. Han slår desværre stadig meget derovre, hvilket vi ser som udtryk for at han føler sig presset. Sådan er det herhjemme, når han slår.
Men nu har vi vinterferie - sådan lidt på skift - med ungerne. Sådan er det. Og pludselig er det forår og al denne vinter- og ventetid vil være smeltet væk. Ik?

tirsdag den 8. februar 2011

Alle tøser der bor i verden

August og jeg er forelskede. Intet mindre. Han bestormer mig med kys, knus og kærlighedserklæringer. Åh, mor - der kan ikke være flere kys i min kyssekuffert - kom og KYS mig! Da vi var i Fakta i går insisterede han på at vi købte blomster. "Hvis vi køber blomsterne må du altid være min kæreste", lød logikken. Men han er også meget interesseret i tøser i øjeblikket. Han fortæller at han er venner med "alle tøser der bor i verden" og at hvis pigerne i børnehave vil kysse ham, "så siger jeg bare 'jeg er ligeglad' - og så kysser de mig!" forklarer han synligt tilfreds. Men han er også lækker, er han.

Ellers venter vi på vinterferie. Det trænger vi til. Alfred har været syg hele weenenden med ondt i øret og i går var han til lægen med Mikkel og fik konstateret mellemørebetændelse. I dag havde han det meget bedre og er i skole (under stor protest) så jeg henter ham tidligt. Og så venter vi stadig. På afklaring og svar på ansøgningen om specialskole og SIKON konference. Men vi venter og gør hverdagen så lempelig for Alfred som vi kan.

torsdag den 3. februar 2011

Det startede med to streger

..tilbage den 30. januar 2005. For jeg skulle lige have det hele med - altså historien om Alfred. Og nu er 6(!!) år senere er bloggen stadig min version af Barnets Bog. Men den er blevet så meget mere. Det er familiealbummet, sikkerhedskopien af de kæreste billeder, et sted der knytter mig til nye bekendtskaber og stedet hvor jeg kan fortælle om, hvordan det er at være med i netop vores familie.

Men jeg var slet ikke begyndt at blogge, hvis det ikke var for Lene, som havde startet en blog for Emil. Og nu seks år senere - er det lige før Lene skal have tvillinger. Så tillykke til bloggen og tillykke (og tak!) til Lene.

onsdag den 2. februar 2011

Fuck, fise-kat og noget om vulkaner

Glad og stolt
Der blev danset på vulkaner derhjemme i går. Eller rettere talt om vulkaner. For Alfred har set Store Nørd, hvor de lavede vulkaner, og det skal vi også lave i sommerhuset i vinterferien. Med bagepulver og eddike - og rød farve. Det bliver sejt!
Så efter aftensmaden fik jeg Alfred (som ellers ikke er meget for at tegne) til at lave en tegning af den vulkan vi skal lave. Det gik fint og hurtigt - med glæde. Og han lavede også en tegning sammen med August.
Men da der skulle tages foto af begge drenge med tegningerne, gik det galt. August havde vendt sin tegning en halv omgang forkert, og så resulterede det promte i et kæmpe gok i nøden fra Alfred, som også ville sparke ham, men jeg fik afværget.
Og her plejer det hele så at gå i hårdknude. Men jeg blev faktisk lidt klogere. For efter at have trøstet August, som efterfølgende vendte tegningen og fik taget sit billede (se nedenfor), så kaldte Alfred på mig 'til en snak om hvad der var sket', som han selv sagde.
Jeg fik ham til at fortælle hvad der var sket. De havde tegnet. De skulle stille sig op til fotografering. Og så vendte August ikke tegningen rigtigt med det samme. At August efterfølgende vendte den 'rigtigt' var lige meget, forklarede Alfred. Derfor var han blevet sur. Og havde slået.
Jeg spurgte om han kunne gøre noget andet end at slå, når han blev sur. Måske sige et ord?
"Fuck?" foreslog Alfred, da jeg sagde, at det godt måtte være et bandeord. Øhm... aj, det var måske lige stærkt nok, fik jeg forklaret. Han kunne måske selv finde på et ord?
"Fise-kat!" sagde han så. Og så måtte jeg jo slå til. Så vi aftalte at han kunne prøve at sige det ord, næste gang han fik lyst til at slå.
Jeg roste ham meget - dels for tegningen, som vi hængte op - og dels for at være så god til at forklare mig, hvordan han havde det og hvorfor han slog. Selvom han er langt fra topform for tiden, så har han heldigvis stadig disse øjeblikke, hvor han giver mig en god indsigt i, hvordan det er at være Alfred.

Mellemfornøjet er vist den rette betegnelse. Eller sur smiley?
 Dagen endte godt. Som den slags skal. Hver dag.

tirsdag den 1. februar 2011

Københavns gøgeunger?

Jeg kom først til at skrive gøgeunder i overskriften - og vi håber også på et under. For vi genkender alt for godt situationen som er beskrevet i denne artikel fra Information. (Tak for linket, Birgitte)