mandag den 31. januar 2011

Når intet nyt er dårligt nyt

Ja, det huer mig sku ikke. Og det er ikke af eget valg. Men jeg kan ikke få happy-hatten til at passe. For det holder så hårdt med Alfred i skolen for tiden. Som i rigtig, meget svært og hårdt og dumt - og lort (som han selv siger rigtig tit.) Og der er desværre ikke udsigt til at det bliver bedre lige med det første.
Så hver eneste morgen må jeg klistre et meget falsk smil på, vække mit sovende barn og sende ham i en skole som han bare slet ikke kan lide (eller forstå). Puh! Og vi må fortælle ham, at vi godt ved, at han ikke kan lide at være der (nej, jeg hader det, mor! siger han). Og vi fortæller, at vi er ved at finde en anden og bedre skole til ham. Men at det tager tid. Og at man skal gå i skole. Selvom vi da mest har lyst til at blive hjemme og holde om ham og bare bede den grumme grumme verden om at skride.
Ja, sådan har vi det altså. Øv.
Men vi kæmper også videre. For det skal vi. Hvem skal ellers?
Vi var til møde på skolen i fredags, hvor alle 'heldigvis' var enige om, at det går dårligt. Så det ikke kun er vores bekymring over en dreng, som er tilbage til næsten ikke at spise eller kun ville spise lidt pasta med pesto. Som ikke vil sidde med ved bordet. Som faktiske ikke vil noget som helst.
Men der er ikke så meget at gøre lige nu(!) Men der kommer nogen fra Frejaskolen og giver hans klasselærer tips. Og så er det ellers bare at vente på at vi får besked om han får plads på specialskole efter sommerferien(endnu et stort !)

Men jeg glæder mig til at kunne skrive noget positivt. Og noget godt kan jeg da skrive. For Alfred er stadig den dejligste unge vi kunne ønske os. Han er helt som han skal være. Det er bare den kasse han skal være i, som kræver noget ekstra. Og det skal vi nok sørge for.

2 kommentarer:

  1. Jeg har fulgt med i jeres blog et stykke tid. Jeg har selv en søn på knap 3 år med autisme, og vi har været igennem en sej kamp for at få ham i den børnehave der passer lige til ham. Inden det lykkedes havde vi en periode som den I er i lige nu, og der er virkelig ikke noget værre end at have et barn som ikke trives. Fornemmelsen af at ens barn er en brik i et stort system, hvor han skal passe ind i en bestemt kasse er så grusom. Det jeg egentlig bare vil sige er: Klø på med at kæmpe, så skal det nok lykkes at give Alfred den trygge og gode hverdag han fortjener.

    Janni

    SvarSlet
  2. Kære Janni
    Tak for din kommentar og fordi du læser med på bloggen. Det er en skam at man skal kæmpe så meget, men det gør man jo, når det er for ens børn.
    Mange hilsner Kathrine

    SvarSlet

Vi bliver glade for hver en kommentar og hilsen - tak fordi du læser med!