mandag den 31. januar 2011

Når intet nyt er dårligt nyt

Ja, det huer mig sku ikke. Og det er ikke af eget valg. Men jeg kan ikke få happy-hatten til at passe. For det holder så hårdt med Alfred i skolen for tiden. Som i rigtig, meget svært og hårdt og dumt - og lort (som han selv siger rigtig tit.) Og der er desværre ikke udsigt til at det bliver bedre lige med det første.
Så hver eneste morgen må jeg klistre et meget falsk smil på, vække mit sovende barn og sende ham i en skole som han bare slet ikke kan lide (eller forstå). Puh! Og vi må fortælle ham, at vi godt ved, at han ikke kan lide at være der (nej, jeg hader det, mor! siger han). Og vi fortæller, at vi er ved at finde en anden og bedre skole til ham. Men at det tager tid. Og at man skal gå i skole. Selvom vi da mest har lyst til at blive hjemme og holde om ham og bare bede den grumme grumme verden om at skride.
Ja, sådan har vi det altså. Øv.
Men vi kæmper også videre. For det skal vi. Hvem skal ellers?
Vi var til møde på skolen i fredags, hvor alle 'heldigvis' var enige om, at det går dårligt. Så det ikke kun er vores bekymring over en dreng, som er tilbage til næsten ikke at spise eller kun ville spise lidt pasta med pesto. Som ikke vil sidde med ved bordet. Som faktiske ikke vil noget som helst.
Men der er ikke så meget at gøre lige nu(!) Men der kommer nogen fra Frejaskolen og giver hans klasselærer tips. Og så er det ellers bare at vente på at vi får besked om han får plads på specialskole efter sommerferien(endnu et stort !)

Men jeg glæder mig til at kunne skrive noget positivt. Og noget godt kan jeg da skrive. For Alfred er stadig den dejligste unge vi kunne ønske os. Han er helt som han skal være. Det er bare den kasse han skal være i, som kræver noget ekstra. Og det skal vi nok sørge for.

onsdag den 26. januar 2011

Fra en hånd til en anden

video

Alfred har været syg med feber og forkælelse et par dage, men er nu klar til skole igen. Han siger selv, at han meget hellere vil være syg end at skulle i den*** skole. Det er virkelig op ad bakke, men vi smiler og vinker, som vi kalder det, når vi bliver nødt til at fastholde ham i noget, som vi heller ikke synes er godt for ham.
Men det er faktisk et positivt indlæg - for jeg lavede lektier med ham i går. Vi tømte skolertasken og kiggede i bøgerne, og lur mig om han så ikke lige løste alle otte opgaver i et trafikhæfte. Men at tegne i labyrinter, finde fejl, male og ikke mindst skrive bogstaver. Og skrive, ja det gør han med begge hænder! Det er stort set ikke til at se forskel og han holder også helt på sin egen måde på blyanten. men bogstaver skriver han og jeg var så stolt!
Efter trafikopgaverne lavede han hemmelige lektier og tegnede sin Nintendo. Tegnede! Som han ellers ikke gør. Og hoved, hænder og det hele sad rigtigt på den lille Mario-mand i spillet.
Nu skal vi bare have glæden overført til skoledagen. Møde på fredag. Vi væbner os med venlig insisteren på at det skal blive bedre.

Frugt til vos alles

Frugtfad


video

Det er godt med en køkkenhjælper, som i den grad 'kan selv'. Og August kan i den grad selv og er glad for at dele - så der er frugt til 'vos alles'.

fredag den 21. januar 2011

Mikkel har chattet med Margrethe

...altså Vestager, selvfølgelig! På jv.dk
Her er hvad de skrev:

Hej Margrethe. Jeg er far til en dreng på 6 år, der har aspergers syndrom (autisme spektrum forstyrrelse) og ADHD. Vi bor i Københavns Kommune. Han går pt. i alm. folkeskole børnehaveklasse og modtager ingen støtte udover de 8 timer/uge, der er tildelt ham i hans SFO, fordi Kommunen insisterer på at "inkludere" ham. Det er afgjort for lidt og vi kæmper for at få mere, men er spået dårlige chancer. Hvad er Radikales tanker om al denne inklusionssnak. Kan det passe, at der skal lukkes specialskoler rundt omkring blot fordi vi er det land i Europa, der "ekskluderer" flest elever? Vi forældre til handicappede ser det jo som en fordel uanfægtet, hvor dyrt det end måtte være... Inklusionen afføder i mine øjne flere forældre på nedsat tid, flere sygedage for elever og forældre og flere utilpassede børn i folkeskolen (handicappede og deres klassekammerater).

Kære Mikkel, Desværre er "rummelighed" nogle steder blvet det nyt ord for "besparelser" - at forældre som du oplever, at børnene ikke får en undervisning, der passer til dem. Det er ærgerligt, fordi der er gode eksempler på, at hvis ressourcerne følger med ud af specialskolen og ind i folkeskolen, og hvis lærerne har viden om hvordan undervisning tilrettelægges også for børn med f.eks. ADHD, så bliver det godt for alle parter. Og tankevækkende nok, så er Danmark efterhånden et af de lande, der har flest børn i special tilbud. Det er en vigtig radikal pointe, at "rummelighed" skal være pædagogisk motiveret - ikke økonomisk.

Kære Margrethe. Tak for svar. I ønskes en god valgkamp og et godt resultat, når vi når så vidt. Der er i mine øjne ikke meget anstændighed tilbage i nogen af alternativerne på stemmesedlen.

Kære Mikkel, Tak for de gode ønsker for valgkampen! Håber du får en god dag.

torsdag den 20. januar 2011

Børnehavedreng anno 2011

video

August er i den grad en børnehavedreng. Med stort B og det hele. Han trives og er glad. Men nogle gange kommer man til at glemme, hvordan det sådan er. En hverdagsaftensmadssituation, hvor han har været på tur til Nationalmuseet og set noget med svær og så'n. Men med en lille film, så husker man det. Også når drengen er et skrummel på 17 år, overgangsstemme og med kæmpe sko. Så husker man børnehavedrengen August.

Medlem af en ny forening

Den er god nok. Også selvom papiret først kommer senere. Alfred har også ADHD, så det er ikke bare 'almindelig' krudt og drengestreger, når han ikke kan koncentrere sig eller sidde stille. Han kan ikke gøre for det.
Vi har været til udredning på Bispebjerg Børnepsykiatrisk afdeling, hvor de har testet Alfred og snakket med os i løbet af de sidste måneder. Vi har sådan set heller ikke været så meget i tvivl, selvom det stadig er hans Aspergers, der fylder mest. Det er ikke ualmindeligt at børn på autismespektret også har en side-diagnose som ADHD, Tourettes eller lignende.
Jeg har været derude i dag til anamnese, som det hedder. Det er egentlig bare en snak om Alfred. Sådan hvordan han er og hvordan han har det. Og han har det svært for tiden. I dag er han hjemme sammen med Mikkel og August, fordi han har feber. Selvom det ikke er rart at være syg, så er det nok rarere for ham end at være i skole. Det er han stadig meget ked af, og det er ikke en holdbar situation. Men vi arbejder på sagen. Og nu har vi så endnu et kort at spille i vores jagt på 'det gode skoleliv' for Alfred. For papir med diagnoser kan være med til at åbne en ellers lukket dør til den nødvendige støtte.



Mærkeligt nok skriver jeg meget tid forkert, når jeg skal skrive ADHD. Det bliver for det meste til ADHA. Og så kommer jeg til at tænke på en meget sjov australsk radioudsendelse med en quiz, som går helt galt... For der er nok at grine af. Også selvom det er fra den anden side af kloden.

onsdag den 19. januar 2011

Mega stunt og guldkorn

Fra forleden på Kaffesyndikatet


 August og jeg var på Riccos i går. Sådan et stævnemøde med god gammel tid og dejlig kage. Og det var også rigtigt hyggeligt. Men så skulle vi hjem - og August tog lige trappen. Som i, at han tog den lige på hovedet med koldbøtte og det hele! OMG, som de unge vist siger. Og han blev forskrækket, men den flinke barista hjalp ham op, og jeg trøstede ham. Og selvom det var et voldsomt stunt, så var han ok igen efter to minutter. Han var mere optaget af at få fat i det stykke papir han havde tabt. Meget sej stuntman!

Og så er det jo med at huske alle de små, sjove ting en dreng på 3½ år siger. Som f.eks.:
"Jeg bliver helt gammel, når jeg hoster sådan. Og får overskæg!"

tirsdag den 18. januar 2011

Jeg er faldet til 'pad'en

Altså - jeg ved godt at det "kun" er elektronik, men jeg er altså helt vild med den IPad som jeg har på arbejdet. Faktisk så glad at jeg tager arbejdet med hjem. For den kan så meget andet.
Og nu har jeg f.eks. opretttet mit første blogindlæg fra den - og det var lige så nemt som fra computeren, hvis ikke nemmere, for den starter jo med det samme! Tænd - og den er klar. Love it!!

Ellers bliver jeg rasende!

Hvis du ikke vågner nu, mor - så bliver jeg rasende!
Sådan blev jeg vækket af August, som heldigvis ikke mente det så slemt, som det lød. Men jeg stod selvfølgelig op efter sådan en trussel.

Søndagsstemning

Ænder og duer blev fodret

Kaffesyndikatet leverede forsyningerne

Og så blev der lagt arm!
Sådan en søndag hvor man er på tur og bliver inviteret til simremad og børneleg hos familien... Det er nu ikke så tosset.

torsdag den 13. januar 2011

Noget ganske særligt

Vi holdt en lille bitte fødselsdag i tirsdags. Med en ganske særlig gæst, nemlig faster Emilie, som kan noget helt særligt med drengene - og de ææælsker hende!
August (som var i børnehave i dag, men kom hjem med feber - igen) fik læst godnatnistorie på værelset og nød det i stor stil.
Jeg synes alle skulle have en faster Emilie. Det er nemlig noget ganske særligt.

tirsdag den 11. januar 2011

Tro mig

Frugt og film - patientens ydmyge ønsker
Da jeg hentede August i går, sagde han: "Jeg har altså lidt feber. Prøv at mærk! Helt varm."
Jeg slog det hen sammen med de andre voksne, for han havde jo lige siddet med en dyne over hovedet ude i hulen i børnehaven.
Men - den var altså god nok. Allerede i aftes efter han var puttet, kom der klynk, host og prustelyde fra værelset (hvor barnesengen har måtte vige pladsen for en stor seng. Suk....) Og her til morgen - på min fødselsdag... var der stadig lidt for meget klatteri og varm pande til en dag i børnehaven.
Og så er det altså godt at have et fleksibelt arbejde, netforbindelse - og en helt ny ipad med hjem, som der også skal leges med.
Men næste gang August siger noget om at han har feber, så tror jeg ham.

fredag den 7. januar 2011

Januarsangen

video

Hm - altså for at være ærlig, så har det været dejligt med en uges hverdag. Ungerne har fundet rytmen igen og det er dej-ligt!
I Alfreds klasse har hver måned en sang. Her synger han januarsangen.
De har om solsystemet for tiden og for en gangs skyld er det hele ikke lort og dumme skole. Nu er det ok. Vi nyder det så længe det vare. Nyder sangen og drengens smil.

onsdag den 5. januar 2011

Sidste års nyt

Vi var jo forresten også i Paris. Og det var dejligt. Og vi kom hjem før sneen lukkede verden. Og der blev taget billeder. Som det her.
Julelys på Avenue des Champs-Élysées
(Og hvis du er meget nysgerrig, kan du se flere billeder her.)

Jeg er en klud...

... og skolen vrider mig, sagde Alfred igår.

Vi lader den lige stå et øjeblik. Sådan skal man ikke have det, når man er 6 år og går i 0. klasse, vel? Så vi vil endnu en gang presse på for at gøre hans skolegang mere tålelig. Men f*** hvor det svider i et moderhjerte - og faderhjerte at følge sit barn i skole, når man ved, at det er sådan han har det.

Og det har jo været jul

Papa Mikkel

Mama Kathrine

Farmor Anne-Lene

Kusine Selma

Papa og faster Emilie (som altså ikke er fuld)


Farfar Karsten i fuld effekt

Mange mormor Edel

Set med kærlige øjne
Alfred fik et kamera i julegave. Og det blev flittigt brugt. Han har også taget nogle videoer. Det kan godt blive en god hobby for den lille gut.