lørdag den 31. december 2011

Den sidste dag med dis

Tågen letter

Vi er mere end klar til et nyt år og mere end klar til at lægge 2011 bag os. Det var i den grad et skelsættende år, som både trak tænder ud og bød på stor lettelse. Men selvom et nyt år nu begynder skal vi stadig arbejde på de gamle mål - nemlig at få familien til at fungere så godt som overhovedet muligt.

Godt nytår derude - vi ses i 2012 (det gode år).

fredag den 30. december 2011

2100 med mere NY stemning

Hey - taxi!

Stoffer og jeg var krea-aktive i hans lejlighed og fik monteret dette store foto fra New York på væggen (med spraylim). Ikke mindre end 40 A3 ark skulle op, men resultatet blev rigtig godt. Jeg kan ikke huske hvad siden hedder, som kan lave et almindeligt foto om til sådan en stak papir, men måske Stoffer kan.
Og så var det rart at kunne afreagere lidt efter det indtil videre mest spild af tid agtige møde i a-kassen til dato. Jeg havde udfyldt jobsøgningsloggen med søgte jobs (2 om ugen), indsendt 2 eksempler på ansøgninger og sendt to opslag som jeg vil søge. Desuden skal jeg i fire ugers intensiv jobsøgnings"camp" hos anden aktør i januar, så mon ikke jeg kan kaldes aktivt søgende? Alligevel skulle jeg møde op i Mimersgade for bare at få beskeden "det ser jo fint ud, så hvis du ikke har noget at spørge om, er det bare fint". Kunne det ikke have været klaret med en lille mail? Et telefonisk opkald? Brevdue? Come on - jeg vil jo bare gerne have et arbejde, ik!?

onsdag den 28. december 2011

Sådan ser gensynsglæde ud!

Sådan ser gensynsglæde ud!

Alfred har været en uge hos mormor. Da drengene ser hinanden igen, siger August - jeg har savnet din stemme. Alfred svarer (heldigvis) jeg har også savnet din stemme.

torsdag den 22. december 2011

Tak for god gammel tid, Lasse

August skrev Lasse med sit eget alfabet

Og så kom der lige et lille bjæf inden julefreden sænker sig i blogland. For det var søde Lasses sidste dag i børnehaven, og ham har vi alle været meget glade for. Han har været Alfreds støttepædagog og er bare i det hele taget en rigtig rar fyr. Så han skulle have et lille minde om vores tossede familie - og hvem bedre til at trylle den slags frem end August?
Igen og igen bliver vi mindet om hvor vigtigt det er at ens børn går i en god børnehave. Ikke bare en ok børnehave, men en rigtig god én, som Røde Møllegård er. Det fundament ungerne får med gør at deres livs hus står på et solidt fundament. Ret vigtigt, ik?

onsdag den 21. december 2011

Hjemmelavede P-tærter holder, men ikke længe

Én er bare ikke nok, vel?

August og jeg lavede p-tærter i går. Med smeltede skumfiduser, peanuts og dyppet i chokolade. Lidt en klistret omgang, men det gik - og de smager alt for godt. Mon der er nogen tilbage til jul?

Bloggen tager en lille juleferie og vender måske tilbage i ny form...

Glædelig jul og godt nytår derude!

mandag den 19. december 2011

Rundt og rundt

Mama og August

Og så lige et snapskud fra Tivoli med August. Der var også julelys i hans små øjne da han glad traskede rundt som smørklatten mellem mig og Mikkel. Godt at Alfred er på juleferie hos mormor og morfar, for selvom han godt kan lide Tivoli, så var der lige lidt for meget knald på sanse-stimulanserne for ham.

Med kniv og gaffel

Moset monster med fritter til

Vi bliver i madhjørnet for Mikkels fødselsdag fejrede vi mandag med en tur i Tivoli og på Jensens Bøfhus. Og jeg er ikke bleg for at indrømme at kæderestauranten har fat i noget af det rigtige, når de kalder maden noget med monstre og laver en ret ok opgavebog til de små. Måske vi rent faktisk kommer en anden gang, fordi vi kunne nå at spise vores mad i voksentempo, mens August sad og fægtede med den store kniv?

Spise uden krise



Her er den så. Min eksamensfilm med fantastiske Fie fra Flos Diner. Som laver lækker konfekt uden fedt. Bare sådan.

søndag den 18. december 2011

We [heart] Odense

Grand Hotel... aah!

Det skulle være alle forældre forundt. Uanset hvilken slags børn man har. For sådan en weekendtur gør underværker og vi husker hvem vi var og er og gerne vil være, sådan sammen.

Og tænk... Vi var oppe kl. 7:30 i morges (jep - søndag!) for at løbe en tur! Pas på flyvende grise og to torsdage i denne uge. Og hvis du skal til Helvede så husk en hue, for der er dømt frost!

torsdag den 15. december 2011

Arh vel?

Pap-følelser?

Fy, man må ikke smide pap på gaden. Så bliver det nemlig ked af det, ik?

onsdag den 14. december 2011

søndag den 11. december 2011

fredag den 9. december 2011

torsdag den 8. december 2011

Tegnedreng

Søde August tegnedreng

Stor koncentration fra den lille dreng, der ikke er så lille mere. Og så er der en historie mere knyttet til overskriften, for vi hører desværre til blandt de åbenbart mange, der har oplevet svindel med deres dankort... Æv! Vi troede det ville stoppe, da banken og PBS spærrede mit dankort i mandags, men der er hævet yderligere 1.800 kr. i småbeløb siden da. Nu har Mikkel også spærret sit kort og så håber vi det stopper nu. Vi håber at kunne få pengene igen via PBS.

onsdag den 7. december 2011

Pjattet med iPad

Sshhh, de ved slet ikke, at de øver sig på turtagning og at vente. De tror bare, at de leger...

Det kan godt være at jeg bilder mig ind, at det er min iPad. Men det er i høj grad også Augusts. For han elsker at spille - og der findes så mange gode apps derude!
Tjek f.eks. MatemaSlik, hvor man skal lave regnestykker med slik og får point i bussemænd, sakse, cykler eller andet fjol. Fantastisk!
Blandt favoritterne er også et piratvendespil udviklet af Wombi og ikke mindst alle de lækre apps tra Toca Boca, hvor man kan bygge robotter og teste dem - eller hvad med at klippe og style julemanden? (Jeg indrømmer gerne omend i parantes, at jeg også har siddet og klippet og trimmet og farvet og haft det rigtig sjovt.)
Men jeg kan desværre ikke tage æren for at finde alle de sjove og seje børneapps selv. Æren skal tilskrives Mors Apps, som i den grad deler ud af alt det gode og lødige og sjove der for billig penge kan puttes i den fantastiske iPad. Så smut forbi og bliv inspireret!

mandag den 5. december 2011

Hvad skal vi spise?

Menu for december

Tænk, vi havde faktisk en weekend som lignede almindelige familiers. Jep - det kan åbenbart ske.
Lørdag var vi inviteret hjem til Kristoffer fra Alfreds klasse sammen med de andre fra klassen. Vi er jo alle i samme båd og ved at man aldrig ved, hvordan det går - men det gik over al forventning. Vi kunne faktisk have en voksen samtale, mens de tre store drenge som var med hyggede sig med Lego og Nintendo på værelset. Så det er sådan andre har det...
Fordi vi alle har autistiske børn er det nemt at finde noget at snakke om og jeg håber vi kommer til at ses til mere af den slags.
August var hjemme og lege hos Noah, mens vi var hos Kristoffer, så han havde også hygget sig.

Og så til menuen på billedet - for hvis der er noget man deler i autismekredse, så er det tips og ideer til hvordan man får hverdagen til at glide bare en lille smule lettere. Og det med maden er et kapitel for sig. Hos Kristoffer får de det samme hver uge, sådan ca. Det virker godt, så det koncept kopierede vi da lige, da ugens menu skulle sammensætte. Her er noget som både børnene kan li' og som vi voksne kan holde ud. Da vi præsenterede menuen for ungerne var de yderst tilfredse - bortset fra at Alfred godt ville have en fast dag med stegt flæsk... Men konceptet kunne sagtens udbygges med en fast dag, hvor menuen skifter - sådan en 'noget andet' men efter skema.
Det er vel i bund og grund noget med at gøre en dyd af nødvendigheden? At få det til at fungere inden for rammerne, som er nødvendige. Dermed ikke sagt at det er nemt. Langt fra. For vi presses og klemmes og må finde os i at sluge ting for store til at sætte på menuen, men når ungerne spørger "Hvad skal vi spise?" så kan de bare se på tavlen - der er serveret!

lørdag den 3. december 2011

Hader du også blogs med hjemmebag?

Mærker du duften i bageriet?

... Eller det er måske bare noget med duften i bageriet som kan blive for meget? For jeg tager mig selv i en svag bitter træthed, når jeg støder på (endnu) en blog som svælger i nærbilleder af boller og syltetøj og bare sådan en lille surdej som vi lavede fra bunden og uh, hyggeligt nusseri. Måske er det bare mig, for det dufter nok af det samme, når Mikkel hiver en plade bageblandingsboller ud af ovnen. Og det er ikke bittert. Det er faktisk ret ok på en regnvejrsdag.

fredag den 2. december 2011

Mærket

Sådan lige Paf! i panden...

En nøgle i en dør og en pande på tværs og lige et øjebliks uopmærksomhed. Så har man en bulet August pande.

tirsdag den 29. november 2011

Bag denne dør sker store sager...

Høres der fløjten og plasken?



Denne smukke dreng var nemlig helt selv i brusebad og slukkede for vandet, da uret ringede, tørrede sig og tog nattøj på! Som belønning ville han gerne have en omgang fjollet leg - og jeg besvimede lige midt i køkkenet som bonus. Ret god aften, ik?

Kan du tælle til 48?

En stribe til hver

Nisserne er jo fulde af gode ideer. I dag har de pyntet op med drengenes pakkekalender i stuevinduet.
Jeg er spændt på hvordan Alfred tackler de mange gaver og ikke mindst at han kun må åbne en om dagen. Jeg ved han glæder sig til jul og er glad for nissedrilleri, men på samme tid har han det svært med forandringerne og det uforudsigelige. Vi forsøger det bedste vi kan at skabe en autisme-venlig juletid med lige dele overraskelser og forudsigelighed.

mandag den 28. november 2011

Hvad julekassen (også) gemte...

(Musik)nissen flytter med...

Nå, men der var jo brev fra nisserne i morges. Lidt tidligt, ik? Men de ville gerne ned fra loftet sammen med julepynten. Og næh se hvad julekassen gemte - No more sad songs (from Santa Claus) med gode gamle Fielfraz. Aahh - kom an, julestemning. Jeg er klar!

søndag den 27. november 2011

En krea-stiv drøm i diverse stoffer

Vi lader bordet stå et øjeblik...


Midt i dette syndige, men absolut kreative rod har jeg holdt weekend med svigerinderne. Der blev før-julet og lavet små hemmeligheder. Og vi fandt ud af at det hjælper på kreative blokader liiige at nappe en lille portvin. Joh, det var mormoragtigt - og der blev også både strikket og hæklet.

fredag den 25. november 2011

I den sorte gryde

Babybad eller badebaby?

Når August er i bad hos mormor og morfar kan man komme i det store karbad aka Den hvide gryde - eller murerbaljen aka Den sorte gryde.
God gammel tid med skum på!

Fredag, Flummox and Friends

Psst - det er jo fredag, ik? Du føler dig glad i låget og let om hjertet. Måske har du endda også en mønt på Dankortet, som ikke er brugt. Hvis du kan undvære lidt - bare en $1 - så kig forbi Flummox and Friends og støt tilblivelsen af en uundværlig serie.

Det er da ikke til at stå for, vel? Mmmm, hvide kitler.....

torsdag den 24. november 2011

Skole-hjem møde og pasning

August & farfar
Farmor og farfar hentede drengene, mens vi var til møde på Skolen i Peter Vedelsgade. Og ja - det er jo en ren fornøjelse med den slags møder nu, for der er perspektiv og fokus og positivisme og bare - god gammel (men yderst professionel) tid. Deres forståelse for Alfred er hjertevarmende og deres tilgang til hans læring - både fagligt og socialt - er alt jeg kunne ønske mig. Han har stadig store udfordringer, især fordi han svinger så meget fra dag til dag. Han er ikke nem at regne ud eller blive klog på. Og det kan jeg jo godt li - selvom det kan være pokkers besværligt. Han er grundlæggende meget glad for at være sig selv. "Du kan jo li mig, fordi jeg er mig selv" siger han - og jeg kan mærke hvordan han trives i eget selskab. Det er dejligt at se. Men det er også dejligt at mærke, at han har opdaget hvad venskab er, og hvor dejligt det kan være at dele noget med en ven.


Det er stadig underligt ikke at have den ekstra vægt på skuldrene, som jeg havde sidste år. Selvom det synes længe siden, er smerten stadig lige under huden, når jeg tænker på, hvordan det var - mest for Alfred. Men jeg glemmer det igen, når jeg mødes af en smilende overskudsdreng, som har fået en bedste ven (kæmpe stort!!) og som bare er rigtig glad for at gå i skole.

PS. Og så er det min søde faster Annes fødselsdag i dag :) Hurra & stort tillykke!

onsdag den 23. november 2011

Shhh... Sig ikke noget

Kom an, december!

Drengenes pakkekalender er faktisk snart klar. I vildt god tid, ik? Men jeg hyggede mig også fælt over sommeren med at købe monstre, gormitier, drager og andet uhyggeligt godtfolk til de to dejlige knejter. Nu er alle 48 stk. snart pakket ind og klar til decemberglæde (håber jeg).
Og jeg kan varmt anbefale den slags pakkekalender, for det er vildt så meget man kan få på loppis af godt legetøj til næsten ingen penge. Jeg vil skyde på at hele kalenderen - altså til to drenge - har kostet 250-300 kr. Sgu da ret billigt når man tænker min fornøjelse og deres glæde ind i regnskabet. December varer længe, men behøver ikke at koste mange penge.

tirsdag den 22. november 2011

Augusts bille

...eller Bille August

Jeg bliver så glad, når jeg ser noget af Augusts kunst i børnehaven. Han er så glad for at gå der, og det er altid rart at aflevere ham og høre hans afskedssalut - Farvel min bedste ven!

tirsdag den 15. november 2011

Vores nye au-pair og royal-nyt

Hos os står den på klattede drenge, så vi har benyttet Nordsjællands bedste og fineste au pair service - også kendt som Mormor rykker ud.
Og det er vel egentlig meget typisk ( i mangel af bedre ord) at drengene bliver syge netop som jeg er startet på kursus og derfor ikke 'bare' kan være hjemme hos dem.
Kurset hedder Levende billeder til nettet, og jeg har været på besøg hos farmor for at filme håndarbejde og passion. Nu skal det 'bare' klippes ned til to gode minutter.

Velkommen hverdag, gamle ven! Fik jeg sagt hurra for Mormor rykker ud? - Hurra! Og til ære for mormors royale interesse bringer vi her:

Royal nyt

Foto: Marie Hald, SCANPIX 2011
Prinsesse Marie er protektor for Autismeforeningen og var i den anledning på besøg hos Specialisterne. Læs artiklen fra Sjællands Nyheder her.

mandag den 14. november 2011

Læs, se og støt - tv vi vil se!

The Thinking Person's Guide to Autism: Interview: Christa Dahlstrom of Flummox and Friend...: Flummox and friends - en serie om tre videnskabsmænd der har problemer med det sociale flummox. Det er i den grad noget vi herhjemme gerne vil se - og jeg er sikker på at det vil vække begejstring og sprede viden og glæde i mange andre hjem.
Men, men, men - tvserien er ikke lavet endnu. Christa Dahlstrom, som står bag ideen og har en søn med Aspergers, samler penge ind, så hun kan lave et pilotafsnit og forhåbentlig få serien i gang. Der er gode kræfter bag, så vi håber cirkelig at det blier til noget.
Så vil du støtte en original idé? Noget der gavn børn, forældre, undervisere - så samfundet som sådan? Så klik på linket her til højre på bloggen, eller læs mere i artiklen eller på www.flummoxandfriends.com.

Blå negl(e) og feber

Helbredende Nintendo?


Det er ikke kun når man slår sig over fingrene, at man får blå negle. Det kunne også være, at man lige fik en gang lak med Essie i farven Trophy Wife, mens man så Barda en søndag aften sammen med lillebror (som fik samme farve). Ret cool, synes de vist selv.
Men i dag har Alfred feber. Ikke alvorligt, men nok til at blive hjemme og være stille med hvil, Nintendo og slappetid på sofaen. Omtaler sig selv som patienten og nyder "den gode service". Så han er nok frisk til i morgen.

(Update) Tak til Dennis for at henvise mig til dette indslag fra Daily Show. Havde Alfred været en amerikansk dreng med pink neglelak på de små pusselanker, kunne det være gået helt, helt galt...


søndag den 13. november 2011

Magisk pladsreservation

Fast plads?

En tilfældig plads i en tilfældig metro - eller var det? For da August og jeg var på vej til koncert med Rosa fra Rouladegade, lå denne "pladsreservation" på sædet August klappede ned. Der står A-u-g-u-s-t, sagde knægten. Og jo, det var vist hans pladsreservation. Mystisk, men også magisk, ik?

lørdag den 12. november 2011

Klar til fest?

Klar til fest?

Klar med 'tan in the oven' og nyt hår. God gammel fødselsdag for Alfred med familien i dag.

fredag den 11. november 2011

Kort nyt

Gensynsglæden var stor, da familien var samlet igen
 
Der har jo været en pause i bloggeriet - og med god grund. Mikkel og jeg har nemlig været i New York med Stoffer bl.a. for at heppe på über seje morfar, som løb New York Marathon i søndags. Sikken tur!

Men der er også sket andre ting. F.eks. står det ganske kort til på toppen af de to dejlige drenges hoveder. Sjovt som børn ser ud til at vokse, når de bliver klippet.

onsdag den 2. november 2011

Lige efter drejebogen

Forberedelse er godt - især når man er autist og har fødselsdag. Så dagen foregår efter drejebog og indtil videre går det som det skal. Morgenen var god - her læser Alfred en dejlig fødselsdagshilsen fra søde faster Emilie:

video

Der var også gode gaver til morgenstunden. En drage fra August og det højt ønskede Lego Batman spil til Nintendoen.
God gammel tid for en 7-års dreng
Nu venter en aften med fejring før Alfred for en tid flytter hjem til farmor, mens vi er i...... New York!

7 år - med det hele

Der er sket så meget, siden den lille gut så dagens lys for 7 år siden... 

Alfred skal fejres til den store guldmedalje - og han glæder sig! Jeg har en drejebog klar for hele dagen - lavet sammen med Alfred. Der står alt fra hvem der kommer af gæster, hvad vi skal spise, hvordan han skal have gaver, osv.

Tillykke søde, dejlige, elskelige og ganske særlige Alfred.
Tak for alt det du lærer os - og for al din gode gamle kærlighed.
Ps. Bloggen har også noget at fejre. Jeg har rundet indlæg nummer 2.400!

tirsdag den 1. november 2011

Der mangler også noget...

Vi savner dig, Tøffe...

Det sidste spor fra Tøffe er snart væk. De sidste nullermænd, kattebakken, madskålen - og her yndlingsskolen i kontoret. Nu er det slut med katteuld i stolen. Ak ja...

mandag den 31. oktober 2011

Hvad mangler her? Vind kaffe!

Hvad mangler her?

Der er en kop skoldhed mocca fra Riccos på højkant til den der først svarer rigtigt på spørgsmålet - hvad mangler her?
Jeg kan afsløre at det ellers ikke er en mangelvare i en familie på fire...

søndag den 30. oktober 2011

Weekendens ærtesuppe


Det har været sådan en af den slags gode gamle weekender med lidt af det hele. Rengøring, legeplads, Disney Sjov, rugbrødsmadder, besøg hos farmor, legeaftale hos Noah og en enkelt Halloweenfest i VUBUF til at slutte af med.



Og hvad er VUBUF så lige for en størrelse? Det er sådan en forening for familier med autisme, hvor man bl.a. kan komme til fællesspisning, høre foredrag - og komme til hyggelig søndagssammenkomst med edderkoppeboller, stopdans og Nightmare before Christmas.
Bestyrelsen lægger et kæmpe arbejde i foreningen, men jeg forstår godt det kan være svært med opbakningen. Ikke fordi man ikke vil, men fordi det kan være så pokkers svært at komme nogen steder, hvis man har et barn med autisme. Det kan være en dårlig dag. Der kan være så meget. Heldigvis havde vi en rigtig god dag i dag - også i VUBUF, så jeg håber vi kan "ramme dage" en anden gang.

fredag den 28. oktober 2011

Snurrer i min skalle




Alfred er meget kropslig. Han er ikke stor - hans krop betyder bare ekstra meget for ham. Hvordan han har det. Især at dreje rundt, hænge, snurre, tumle og gøre sig svimmel. Det har han brug for. Hver dag.

Mon der er andre autister der har samme behov?

torsdag den 27. oktober 2011

Smidig? Ja da!

Og så bøjer du dig bare, mor...

Når man som jeg er mere end almindelig stiv i betrækket (læs: dårlig skulder) så lyser jeg Hulk-grønt af misundelse, når Alfred liiiige laver lidt let gymnastik efter aftensmaden. Sådan en lille lækker yogi!

Sådan gik det med Tøffe


Lige som når man får børn, så står der også en del med småt, når man er så letsindig at lukke en lille kat ind i ens liv. Vores Tøffe, vores lille Stig Tøfting har været meget syg. Vi har håbet det ville gå bedre, men...

Tøffe fik det ikke bedre. Dyrlægen ville godt fortsætte behandlingen, stimulere appetitten, tage blodprøver, tjekke levertal, give sonde. Men der var ingen garanti. For hverken det ene eller det andet. Så først sagde jeg ja. For det er jo dejlige, lille, storsnakkende, gråpelsede Tøfling. Men så tænkte jeg på alt det han har været igennem. Og så sagde jeg nej. For det er jo dejlige, lille, storsnakkende, gråpelsede Tøfling.
Eller det vil sige - jeg fik Mikkel til at sige nej. Fik ham til at ringe til Københavns Dyrehospital og høre til hvordan det gik. Og det gik stadig som før. Så vi sluttede det her. Det lille katteliv.

Der blev arrangeret lån af farfar og farmors bil og så skulle det siges til ungerne. Gulp! Men de forstod med alvor og sørgmod og små tapre drengehjerter. Det er sørgeligt, sagde de. Og vi græd lidt.
Jeg vil ikke græde, fastholdt Alfred, selvom jeg sagde at det var ok. August aede mine våde kinder, og så kørte vi først ud til hospitalet efter Tøffe og så til Nimmer Nutten for at begrave Tøffe i haven. Bamserne Alma og Nalle kom med. De er gode til den slags, de bamser. Sådan at være trygt selskab, når man skal noget svært.

Det var koldt og mørkt. Mikkel gravede i haven ved sommerfuglebusken og jeg tog Tøffe i transportkassen med ind i huset med drengene. Først ville Alfred ikke være med. Han gik ind på det lille værelse. August var mere uforskrækket. Ville gerne se, røre og snakke.
Det lugter af prut! udbrød han efter at have duftet til fingeren som han havde rørt Tøffes lille tunge med. Den yderste spids stak lidt ud af munden, men ellers lå han fredfyldt på mit skød og blev nusset en sidste gang.
Heldigvis kom Alfred ind til os. Betuttet. Han kom hen og aede Tøffe lidt. Med ansigtet i helt forkerte folder og sammenbidte læber. Det er ok, sagde jeg.
Så var hullet klar og vi skulle ud i mørket. Alfred ville blive indenfor, så det fik han lov til. August gik med ned i haven, mens jeg bar Tøffe på en lille pude. Sådan en sød lille kat blev begravet med fin tale fra Mikkel og lidt ord fra mig og August.
Han var også lidt dum, påpegede August - for han har også revet mig. Men da han kastede den sidste blomst på lød det - du er sød, Tøffe.
Der var begravelseschokolade og godnathistorie i sofaen før vi kørte hjem. Mikkel nåede også lige en snak med nabo Teddy over hækken, for han havde set lyset fra graveren - og han holder jo godt øje med det hele.

Det er som om jeg har en ridse i hjertet, sagde Alfred, da vi børstede tænder.
Ja, det kan godt gøre ondt et stykke tid, forklarede jeg - men til sidst bliver det et slags ar, som ikke gør ondt, men bare minder dig om det som var.
Lige som arret i panden, smilede han.

Senere da vi var kommet hjem til lejligheden sagde Alfred, at vi altså skulle have en ny kat. Og det har vi også tænkt på. Men ikke lige nu. Måske til foråret. Og så skal det helt sikkert være en med noget russian blue blandet i. For det er jo en lille hundemis, vi har haft. Men først skal vi lige være kattefri og mindes lille Tøffe.

Hvem dør næste gang af os? Havde August spurgt i bilen på vejen derop. Han ville også lige høre om Mikkels mor og far stadig levede. Han blev ret beroliget af at høre, at det jo var farfar og farmor - og at mine forældre jo også stadig lever.
Og når I så bliver gamle, så vil jeg hjælpe jer med tunge ting, sluttede August den lille dødssnak for denne gang.

Sådan er det jo. Først hjælper forældrene børnene, og så hjælper børnene forældrene. Og indimellem må hele familien hjælpe den lille kat. Det står nemlig med småt.

onsdag den 26. oktober 2011

En lille løbetur til morfar




Vi tæller ned i stor stil til turen til New York. Men nok ikke nær så meget som morfar gør. Han har jo også lige en frisk løbetur søndag formiddag at se frem til.

tirsdag den 25. oktober 2011

Lille Tøffe - hvad nu?

Jeg har lige afleveret Tøffe på endnu et dyrehospital. Han spiser ikke og har det bare så dårligt... Nu skal han have taget endnu en omgang blodprøver. Så må vi se hvordan det står til med leveren. Godt ser han ikke ud - men det gjorde han den dag for snart længe siden, da billedet blev taget.

fredag den 21. oktober 2011

Alfred [hjerter] Alma

Alfred <3 Alma

Alfred elsker Alma. Bamsen, som farmor lavede for snart mange år siden. Sådan en bamse som kan tale og tage med på tur. Her er vi på vej til mormor og morfar.

torsdag den 20. oktober 2011

Tøffe med tømmermænd?

Sygetransporten

Det var godt nok mig, der drak Gin & tonics i går, men det lod til at være Tøffe, som var plaget af tømmermænd.
Det lille katteskind kastede op. Og kastede op. Og var stille. Og kastede op. Og var bare slet ikke sig selv.
Så August og jeg fik fat i den lokale dyrlæge og efter føle-mærke-tage temperatur blev det konstateret at der var noget som spærrede derinde...
Så Tøffe er nu hos dyrlægen, mens medikamenterne hjælper naturen på vej. Og vi venter på opkaldet, så vi kan hente det lille skind hjem igen.

Opdateret kl. 17
Nu har jeg hentet Tøffe hjem. Én kat, seks piller og en pose skånekost rigere - 2.200 kr. fattigere...

onsdag den 19. oktober 2011

Iskoldt overblik

Alfred i Tivoli

Mikkel har lige sendt dette øjebliksbillede fra deres tivolitur. Det skulle vist gå ret godt. August og jeg glæder os til at høre om det hele senere.

tirsdag den 18. oktober 2011

Når det bliver weekend så...

Damerne hopper i glasset

Den står på besøg af dejlige damer i weekenden. Om jeg glæder mig? Dét er vist en underdrivelse!

mandag den 17. oktober 2011

Den lille gartner

På Vinderød Kirkegård

August så underligt på mig, da jeg foreslog, at vi skulle besøge min mormor og morfar på vej op til hans mormor og morfar. Men han syntes det var ret ok at gå tur på kirkegården, se på grave og skulpture - og lege den lille gartner.
Da jeg forklarede at først døde min morfar, og så mange år senere døde min mormor - så spurgte han undrende om de så kunne nå hinanden nede i jorden. Aj, svarede han selv - for de er jo døde.
Og det er jo så lige til med børn - sådan er det bare.