onsdag den 15. december 2010

En lang snak med stille ord

Alfred er en følsom sjæl med en ganske særlig hjerne. Det gør at vi fra tid til anden kan have meget dybe samtaler - som opløses lige så hurtigt som de er opstået. Hans favorit for tiden er at have 'en lang snak med stille ord' som han kalder det. Helst lige før sovetid.
Så snakker vi lidt om skolen, om hvordan han har det, om hvordan min hjerne er anderledes end hans.
Forleden forklarede jeg ham, at selvom vores hjerner var forskellige - og jeg derfor blev nødt til at spørge ham ekstra meget om, hvordan han tænker og oplever ting - så var vores hjerter ens. Jeg sagde, at jeg godt vidste det var svært for ham i skolen, men at vi var ved at finde en anden skole til ham. Jeg sagde, at vi synes han klarer det meget flot, selvom det er svært - at han er en ganske særlig dreng og at han bor i mit hjerte.
"Ja", svarede han - "du klarer det også godt, mor".
Og så er det at jeg får energi til ca. 1.000 skrigeture, knytnæver og 'dumme mor'. For i disse særlige stunder, under en lang snak med stille ord, så er vi så tæt forbundet - Alfred og jeg. Og så ved jeg, at vi kan klare det hele.

1 kommentar:

  1. sikke en stjernestund - hvor er han dog elskelig :-)

    SvarSlet

Vi bliver glade for hver en kommentar og hilsen - tak fordi du læser med!