tirsdag den 23. november 2010

Wisc wasc?

Det hele står stadig stille på en måde, men vi nærmer os en bevægelse. Den største udfordring er at det hele tager så lang tid. Og vi synes vi er ude i god tid. Men det tager tid. Kostbar børne-tid.
Vi er ved at få skrevet en indstilling til specialskole for Alfred, og han skal i den forbindelse have foretaget en såkaldt WISC test, som er en kognitiv test. Vi vil gøre hvad som helst for at få den bedste indstilling, så det står klart at det han har brug for er en heldagsskole med særligt fokus på autisme. Alt andet vil bare ikke være helt godt nok, som vi ser det. Så der skal skrives og beskrives og testes og så ellers bare håbes for alle pengene. Og hvis vi er heldige. HVIS... så kan han få plads efter sommerferien. Ellers kan vi naturligvis klage(!!?) Og så ellers søge igen. Og vente endnu et kostbart år. Hvor Alfred så skal hvad? Blive i klassen som han går i nu (men altid omtaler negativt)...
Og vi tænker mest - hvad blev der af alle de fine ord om tidlig indsats? At se på barnets behov?
Som det så flot hedder i den Nationale Autismeplan:
Kommunen skal vedligeholde og udbygge en organisation, som, når der rejses mistanke om ASF hos børn, kan foretage primær udredning, udviklingsvurdering, diagnostiske overvejelser og henvise til specialistundersøgelse ved bestyrket mistanke. En sådan kommunal organisering kan formentlig bedst foregå i et specialteam i PPR eller en tilsvarende kommunal institution. Ventetiden bør være højest tre måneder. I en evt. ventetid til specialistundersøgelse bør der iværksættes foreløbig pædagogisk behandling og forældrerådgivning.
Der bør være let adgang til telefonisk konsulentbistand hos specialister i børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger og ligestillede afdelinger for voksne vedr. udrednings- og diagnosticeringsspørgsmål. Ligeledes adgang til specialiseret pædagogisk-psykologisk rådgivning hos kommunen.
Københavns Kommune har også lavet en autismeplan. Her hedder det bl.a.:

At tage udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger betyder, at kommunen må råde over en vifte af tilbud, således at barnet kan inkluderes dér hvor dets udvikling bedst tilgodeses. Således vil nogle børn kunne udvikle sig bedst med ressourcer tildelt i relation til det almindelige skolemiljø (som enkeltintegreret). Andre børn har behov for et mere beskyttet og specialiseret tilbud for at deres faglige, sociale og personlige udvikling tilgodeses (specialklasser på almindelige skoler/basisgrupper i daginstitutioner eller specialinstitutioner og specialskoler). Succesfuld inklusion er en ret det enkelte barn har til at være en del af et fagligt og socialt fællesskab.
Og det er så fint med gode hensigter. Men det handler også om penge og pladser. Og om hvem det har mest behov... Men vi har altså ret meget behov. Sikkert ikke mest. Men stadig meget.
Så - vi har begyndt vores tilløb. Men vi ved ikke hvor langt det bliver.
I morgen skal jeg med Alfred til WISC test hos PPR. Som er noget med nogle spørgsmål, puslespil, labyrinter, matematik, og sådan...

4 kommentarer:

  1. Kan kun forestille mig de frustrationer I føler over at være midt i det der bureaukratiske maskineri, når man synes man selv ved hvad man har brug for, og det ikke kan gå hurtigt nok med at få Alfred hen et sted hvor han vil trives! Håber virkelig på smooth sailing gennem systemet for jer, fra nu af..

    SvarSlet
  2. Jeg føler & håber med jer ♥

    SvarSlet
  3. Vi tænker på jer..., og håber det bedste.

    Knus fra Tømmerupvej.

    SvarSlet
  4. indimellem er der nogle slag der skal kæmpes.

    mange tanker

    SvarSlet

Vi bliver glade for hver en kommentar og hilsen - tak fordi du læser med!