torsdag den 7. oktober 2010

Fokus fundet

Vi har fundet to mulige steder, hvor vi gerne vil have Alfred hen. Begge er specialskoler som tilbyder et heldagstilbud (så skole og fritidshjem hænger sammen). Den ene er Frejaskolen i Valby og den anden Skolen i Peter Vedels gade på Amager. Vi har besøgt begge steder - og mavefornemmelsen var der med det samme. De er ikke kun drøn skarpe når det gælder den nyeste autisme/aspergers pædagogik, de har også helt konkret undervisning i 'sociale fag', som jo netop er det Alfred har brug for. Al undervisning er tilrettelagt til den enkelte elev og alle klasseværelser består af tre rum, så der er mulighed for at blive skærmet. De bruger Boardmaker og stemningen var rar og imødekommende.
Der er dog et helt stort men. For det er ikke sådan lige at komme ind på en af skolerne. Men vi har sat hjulene igang, for det vil være det bedste for Alfred. Ellers tvivler vi på, at han vil få lært det han har brug for for at kunne klare sig selv og forstå den verden han er en del af.
Så nu skal der holdes møder og findes personer og skrives og snakkes og .... Men sagen er i vores optik ret klar. Alfred skal på specialskole - spørgsmålet er hvornår og ikke mindst hvad vi gør i mellemtiden, så hans meget vigtige børneliv ikke spildes på 'opbevaring' og pasning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vi bliver glade for hver en kommentar og hilsen - tak fordi du læser med!