fredag den 1. oktober 2010

En masse om gråd og mavefornemmelser

Nu har jeg skrevet og slettet et utal af gange. Men nu er det slut. Dette indlæg kommer på - uanset hvor rodet og usammenhængende det så må være. Ud skal det.

Den sidste uge har været heftig for at sige det mildt. Som om vi har gået med skyklapper på, som venligt, men bestemt blev revet af os med efterfølgende blændet syn og forsøg på at finde skygge og genvinde synet.

Men altså - for at ridse op... Alfred gik jo i i-klassen og vi troede alt var godt. Han var glad for at komme derover og vi kunne se i hans bøger, at han faktisk fik lavet skolearbejde. Vi fornemmede nogle spændinger i klassen, men tog ikke videre notits af det. Så blev vi for nogle uger siden kontaktet af en af klasselærerene, som sagde, at hun syntes vi skulle komme over og se, hvordan det gik i klassen. For de syntes ikke, at det gik så godt som det kunne gøre.

Ud af i-klassen
Og så var vi med en onsdag. Og så hvordan det stod til. Og det var ikke godt. Ikke så meget direkte for Alfred, men hele situationen var bare ikke god. Af hensyn til de andre i klassen vil vi ikke gå i detaljer, men efter det vi oplevede, kunne vi ikke sende Alfred over i klassen mere. Vi er dog glade for, at lærerene gjorde os opmærksom på, at Alfred ikke var rigtigt placeret. Ellers havde han nok været der endnu...

Men hvad skulle vi så? Vi havde ham hjemme på skift et par dage. Fik hjælp for bedsteforældre, kontaktede skolen med henblik på at få ham over i en af de almindelige 0. klasser, hvor Mikkel havde været ovre og se undervisningen. Det virkede trods flere børn mere struktureret og vi var meget glade, da vi fik plads til ham i en af klasserne. Mens vi ventede på plads, var Alfred i fritten om eftermiddagen for at beholde en vis kontakt til dels de voksne og dels for at der ikke skulle gå for meget fridag i den.

Ind i en ny klasse
Jeg var med Alfred den første dag i den nye klasse. Og det var svært. Måske mest for mig, men også for Alfred, for det kunne jeg se i hele hans måde at være på den dag. Det var alt for uoverskueligt, larmende, problematisk og ... ja, min mavefornemmelse sagde bare Flygt! Men jeg holdt masken. For Alfreds skyld og fordi vi gerne vil give ting en chance. Men det var nok en af de værste dage i mit liv som mor til en dreng med Aspergers. For hans handicap blev så tydeligt der i den lettere kaotiske og hektiske folkeskole, hvor der bare manglede overskud og tydelige voksne. Det vi troede skulle være løsningen på en skæv start, blev bare endnu mere skævt. Så da dagen endelig var forbi, kunne jeg næsten ikke vente på at komme hjem. Og ude på gaden begyndte jeg at græde. På den grimme måde. Med lyd. Og snøft. For hvad skulle vi gøre? Jeg talte kort med Mikkel (ikke fedt at skulle fortælle noget med gråd i halsen. Alt lyder bare forkert og forvrænget. Men sådan var det altså.)

All time low i ly af maskinparken
Alfred spurgte, hvorfor jeg var ked af det. Så jeg forsøgte at forklare, at jeg syntes det var en meget stor skole og at der havde været mange børn og at jeg var træt og at... ja, at jeg ikke lige vidste hvad jeg skulle gøre andet end at nu skulle vi bare hjem. Og som den gode dreng han nu er, gav han mig bare et kys - og det hjælper altid, for han er min gode og kærlige dreng.
Men da vi kom hjem, og jeg havde tændt for Walking with dinosaurs gik jeg ud i bryggerset, satte mig ned og græd. Igen. Jeg måtte overgive mig og bare vente på at Mikkel kom hjem med August, overblik og klarsyn. For jeg var lukket og slukket. Min lille dreng ville blive tygget, ædt og spyttet ud sådan et sted. Mavefornemmelsen var klar. Jeg ville bare så gerne tro på, at det var løsningen.

Papa perspektiv
Nå. Men vi snakkede. Mikkel og jeg. Og Mikkel var med i klassen om fredagen, og jeg ventede på Riccos, hvor jeg fik arbejdet og drukket for meget kaffe. (Choose your poison!) Det var gået ok, sagde Mikkel, som efterfølgende havde fulgt Alfred i fritidshjem. Og jeg var lettet for en stund. For jeg havde nok bare set sådan en af de slemme dage. Og jeg er jo ikke en dreng. Eller en mand. Og følsom... ja, det er jeg altså nok. Især når det gælder Alfred. Det er Mikkel også - men han har det dér papa perspektiv, som er så godt.
Men det korte af det lange - vi ser ikke megen fremtid for Alfred i den klasse heller. Desværre. For hvad pokker gør vi så? Vi har møde med klasselæreren i næste uge, og vi ved nok godt hvad vi kommer til at sige...

Frit fra fritteren
Men det er jo ikke det hele. Vi var til møde med to fra fritten. Et møde som var planlagt til efter efterårsferien var flyttet frem, så vi havde en klar fornemmelse af, hvad budskabet var. Det er ikke en holdbar situation for Alfred. Han lukker sig mere og mere inde. Trækker sig fra det sociale. Selvom de fortalte, at han havde klaret indkøringen i fritten godt og forstod hvordan huset fungerede.
Med udsigten til endnu mere begrænsede støttemuligheder er der ikke megen fremtid for Alfred på fritten. Og det er vi kede af, for de har virkelig taget godt imod os som familie. Og vi kan mærke at de holder meget af Alfred - og det varmer altid, når nogen kan se hvor dejlig en dreng vi har. Men uh, det gør altså ondt at høre at ens dreng har lavt selvværd. At han ikke tror på sig selv.
Så selvom det ikke på den måde var et godt møde - så var det et godt møde. For det er rart at blive bekræftet i mavefornemmelsen. At andre også kan se, at det ikke virker. Så har vi flere stemmer, når vi nu skal ud på den lange rejse mod den gode fornemmelse...

Hvad gør vi nu, lille du?
Men Mikkel er jo fantastisk. Ingen tvivl om det. For vores næste mål er at finde en mere specialrettet løsning til Alfred. Så Mikkel arrangerede at vi skulle besøge Frejaskolen i Valby i dag. En specialskole til autister.
Og...
Vi var på besøg derude i dag. Jeg er meget lettet. Det var noget helt andet. Det var tydelighed. Overskuelighed. Fokus på det enkelte barn. Sammenhæng. Og ikke mindst fokus på det pædagogiske arbejde. Men om der kan blive plads til Alfred, det er ikke til at vide. I næste uge skal vi udover mødet med hans nuværende klasselærer også besøge Skolen i Peter Vedels gade her på Amager, som har samme principper og tilbud som Frejaskolen.
Men nu har vi et mål. Nu ved vi at der findes noget, som føles (mere) rigtigt. Og alene det gør kampen meget lettere. For en søgen uden mål er som at famle i blinde efter noget man ikke ved hvad er.
Vores mission nu er at holde fast i, at Alfred har stort behov for hjælp. At vi har brug for hjælp. Også for Augusts skyld, for alt det her går jo ikke ubemærket hen i familien. Det påvirker os alle.

Men altså - det der startede med en knude i maven, og som var forbi bunden af bunden en eftermiddag i bryggerset, er nu på vej et nyt sted hen - for vi er på vej! I første omgang er vi på vej i IKEA. Lejligheden er tæt på færdig, men weekenden står alligevel i "male og flytte tunge ting mens børnene er hos mormor og morfar". Så jeg er ude af vagten.

2 kommentarer:

  1. Jeg føler med hele jeres familie og håber virkelig I snart finder en god løsning. Jeg har linket til dit indlæg fra min blog, håber det er ok.

    SvarSlet
  2. I er bare en skøn, skøn familie!!!!

    SvarSlet

Vi bliver glade for hver en kommentar og hilsen - tak fordi du læser med!