fredag den 30. april 2010

Så skal man have skjorte på



August er klar til at tage med Mikkel til Annes fødselsdag og efter en instruktion i hvordan og hvorledes man gebærder sig (pænt goddag, tak, bede om...) er han sød og glad og klar til fest.

Så siger jeg Tillykke med fødselsdagen! forklarer han, og jeg nikker til den seje fyr, som heldigvis godt vil give sin Muddis et 'tøz' inden de smutter afsted.

Dagen derpå

I dag er det Store Bededag, og jeg er hjemme med Alfred. Det gik godt i børnehaven i går - selvom det ikke gjorde det store indtryk på Alfred at holde op. Han havde ikke travlt med at sige farvel - og han kommer jo også derover, når vi skal hente August.
Det vigtigste var, at han havde en god dag - og han havde været glad for at de andre børn kunne lide hans jordbær de lux.
Mikkel er til fødseldag hos Morten og Anne (som fylder 30). Han har August med. Alfred har bedst af en dag med ro og fred - og BBC dokumentar om dinoer.

torsdag den 29. april 2010

'Fadervor' er forsvundet fra børnenes sengekant - Tjek.dk

Jeg tænkte faktisk forleden, hvorfor vi egentlig beder Fadervor med drengene før sengetid. Måske spørgsmålet rettere skulle være "hvorfor ikke"?

Læs artiklen:
'Fadervor' er forsvundet fra børnenes sengekant - Tjek.dk


Det giver en god ro og så kan man jo nemt snakke lidt om hvad der sådan kan være mellem himmel og jord... Og at man altid kan bede om noget.... Og snakke med Gud... eller ikke tro på Gud... Der er faktisk frit valg...

onsdag den 28. april 2010

Dyppe drengen

Alfred har jo sidste dag i børnehaven i morgen. Jamen - han er jo lige begyndt! Men nu er dagen kommet og så skal man jo have noget med at dele ud. Og jordbær alene var altså ikke helt 'slik' nok, mente Alfred. Så vi måtte jo finde en løsning (et koncept vi arbejder meget med herhjemme - løsning). Og da jeg foreslog, at vi dyppede bærrene i chokolade og kom krymmel på - så talte vi samme sprog.
Han glæder sig meget til at skulle dele ud i morgen - og faktisk også til at skulle starte på fritidshjem på mandag. Det er en stor lettelse, når vi med lidt gru har set frem mod dagen, hvor han skulle forlade den fantastiske børnehave, som har været god for ham.
Ta-daa! Den tilfredse kok ser på sit skaberværk.
Alfred har det ellers rigtig godt for tiden (selvom man aldrig må skrive den slags, for så vender det). Men det har han altså. Mere overskud, vil mange ting, prøver selv, giver August plads - og så er han kærlig som altid og med på sjov & ballade.
F.eks. var han helt med på at lave disse dyppe-bær sammen med mig her til aften. Han tog fat med dyp og drys og blev ved - selvom han gerne ville spise bær selv, fortsatte han til vi var færdige. Han var tålmodig og ikke bange for at gøre fejl. Det kan han ellers godt være. Så går han i baglås, hvis han ikke lige ved hvad han skal - eller hvis noget ikke bliver rigtigt.


Og jeg hyggede mig så meget. Tænk at være så heldig. At være mor til sådan en vidunderlig unge. Altså! Og så giver han de sødeste kys, og siger at jeg har Verdens bedste kinder og at jeg dufter af lavendel og han ved hvad en brontoscorpio er og... og. og og




Og hvis du har fået lyst til at lave lidt sommer-lækkerier, forklarer Alfred hvordan og ikke mindst hvorfor, vi har lavet lækkerierne.

mandag den 26. april 2010

Smukke dreng

En dreng som kører ræs på en meget lille knallert...


Og som ikke er bange for lidt skidt på næverne...

Som siger "jeg elsker dig, mor - du får et kys!"


Og en dreng, som er dejlig, skøn, fjollet og helt fantastisk.

Gårdleg

Der var dømt forår på Amager, da vi var i gården i eftermiddag. God-gammel-tid!

I er moduler-voks

Da August var i bad her til aften kom han med følgende betragtning om Mikkel og mig.
 
I er "moduler-voks", sagde han. Og da jeg ville vide hvorfor, forklarede han at det var fordi han kunne "flette og rulle os".
 
Jeg ved ikke hvad de lærer i børnehaven, men måske noget med at sno voksne om lillefingeren ;)

tirsdag den 20. april 2010

Jeg kan altså ikke stå for det...

Som mor skal man gang på gang være stærk og stå imod. Men nogle gange kan jeg altså ikke. Især ikke når August ligger og kalder:
 
"Kooooom liiigeee! Jeg skal fortælle dig noget, Musci. Muuusciiii - koooomm!"
 
Musci? Drengen har simpelthen givet mig det første kælenavn! Hvis det ikke udløser lidt nussen i håret og ekstra kys, så ved jeg ikke hvad gør.

mandag den 19. april 2010

Ampel - "Viewing the World Through the Eyes of Mr. Greyfumps"

Fandt også lige denne fra da Ampel spillede på hyggelige og intime Café Retro!

Ampel - Live @ Copenhagen Popfest 2010/04/17

Næsten som at være der selv!

Papa til Popfest

Ampel spillede til weekendens Copenhagen Popfest i Råhuset på Vesterbro.
Det var ikke bare hyggeligt. Det var piv-skønt og indie-nice!
(Klik på billedet for at se lidt flere af bandets søde medlemmer)

torsdag den 15. april 2010

Du er alt for venlig, August

Ja, det sagde Alfred altså i morges.
Vi lå inde i sengen med August i midten og Tøffe i fodenden. Alfred kom ind (uden bukser på - fordi jeg har svedt så meget, lød forklaringen). Han ville godt putte ved siden af August, som kvitterede med et Jeg elsker dig, Alfred - og så et sødt kys på kinden.
Så var det Alfred sagde - du er alt for venlig, August.
Men han måtte godt give et kys mere. Og det var hyggeligt. Altså meget, meget hyggeligt.
 
Og lige sådan skal en speciel dag begynde. For August begynder i børnehave i dag.
Nu er det også min Røde Mølledår, som han siger.
Og det er det!
 
 
Jeg hentede ham fra vuggestue for sidste gang i går. Med det samme var han klar til at komme med. Jeg skal i børnehaven nu - farvel! sagde han glad og sprang ned fra stolen, hvor han havde tronet med popcorn og rosinpakker til vennerne.
Det har været en god tid for ham på grøn stue i Viften. Søde voksne og dejlige unger! Men han er også klar til børnehave nu og ikke mindst bliver det godt for ham at komme til et mindre sted, som er mere struktureret og mere roligt.
We loooove Røde Møllegård!

mandag den 12. april 2010

Forældre: Vi vil ikke stjæle søvn fra Anton - Tjek.dk

Denne artikel kunne skrives om til at handle om Alfred og August. Vi holder også ret fast på det med fast sengetid og synes faktisk at det virker godt.

Forældre: Vi vil ikke stjæle søvn fra Anton - Tjek.dk

søndag den 11. april 2010

Søndagsstemning

August vil gerne. Bare sådan. Han vil gerne. Det hele. Så hvad er bedre end når far vil lave puslespil, og man får lov til at trille rundt på den lille bus imens?

Vi har haft en dejlig søndag. Først morgenmad hos Peter, Marie og Sigurd i deres fantastiske lejlighed på Vesterbro med Trille og Johanne. (Og jeg fik endda sneget en lille løbetur ind før vi skulle afsted...)
Herfra tog Mikkel til farfar og farmor med August til frokost og lidt handy-work. Alfred og jeg tog forbi Café Retro, hvor jeg skulle tage et par billeder og så var det ellers bare hjem og have god gammel tid - incl. støvsugning og masser af vasketøj. Men det var faktisk rart at få det klaret.
Mikkel og August kom hjem med pizza og Alfred og jeg havde dækket op til 'fin restaurant'.

Sådan kan en god dag også være. Tak for det!

August Børnehavedreng


På torsdag begynder denne store dejlige unge i Røde Møllegård børnehave. Han er så sød og vidunderlig. Hvor heldig kan man være?
Posted by Picasa

fredag den 9. april 2010

Freeeeedag!!!!

Hvis der er noget ungerne elsker - så er det fredag. Det er nemlig dagen, hvor weekenden begynder. Der er Disney Sjov og ikke mindst - man får flødeboller og frugtfad imens. Det er noget små gutter kan bruge. Her er de på slap line før showet gik igang. (Og August er altså ikke ked af det på det nederste billede til højre. Han er på vej fra et fjæs til et andet...)

torsdag den 8. april 2010

Hvad skodamen ikke vidste om foer og hovedpine

Når man har autisme og især Aspergers Syndrom kan man også have forskellige former for sanseforstyrrelser. Det kan være tøj, som 'føles forkert', farver som generer - eller som Alfred er begyndt at vise tegn på - ord, som han ikke kan lide.

For et par uger siden stod jeg i bryggerset og gjorde hans jakke klar. Alfred spurgte, hvad jeg lavede og jeg svarede - helt almindeligt - at jeg lige skulle "lyne foer i hans jakke".
Så råbte han meget højt. Som i meget, meget højt. Ååååaaaaaaaaaah!
Og nu er jeg jo ret vant til den slags udbrud, men det her var lidt anderledes, så jeg spurgte, hvad der var i vejen.
Drengen svarede - meget vredt, at han altså ikke kunne lide det ord.
Hvilket ord? spurgte jeg forsigtigt. Og igen kom det meget vredt - foer! Du skal ikke sige det ord!

Og så er foer jo heldigvis ikke et ord man slynger om sig som "vand", "tak" eller "hej" - og godt det er forår, men nu var foer åbenbart blacklisted. Så det holdt jeg mig fra.

Men så var vi jo forbi Englebasserne på Amagerbrogade for at finde et par meget fine (og svinedyre) Angulus sko til Alfreds delikate fusser.
Efter at have ventet meget længe - for børnepengene er lige om hjørnet sammen med solen - var det endelig vores tur. Jeg havde udset mig et par og Alfred er en knag at købe sko til. Han fik målt fødderne (str. 28 - er det ikke lidt lidt?) og damen fandt et par han kunne prøve.
"Perfekt!" udbryder knægten, da han har fået skoen på.
Han prøver også den anden - og udbryder igen:
"Perfekt!"
Jeg så lige mit snit til at få ham i et par gummistøvler også og da han har prøvet dem (og naturligvis med et højt "Perfekt!") formaster den stakkels dame sig til at komme med en kommentar om, at "der nok også har været fin plads til hans fødder i vinterstøvlerne, for der er jo også foer i..."
Og hun siger det ikke til Alfred. Vi står sådan voksent og snakker hen over hovedet på drengen med fødderne. Men så udbryder Alfred irriteret, men behersket, mens han ser op på hende med sit søde lille "jeg-har-leget-ude-hele-dagen fjæs:

"Jeg kan altså ikke lidt det ord - foer! Det giver mig lige som (og så viser han sådan lidt krims-krams med hænderne) hovedpine"

Det tror jeg aldrig skodamen i Englebasserne har hørt før. Hun så ret forvirret ud. Jeg gav hende "standard-forklaringen" med den nye tilbygning:
"Ja, Alfred har Aspergers som er en slags autisme. Han har bl.a. nogle sanseforstyrrelser, som gør, at der er ord, han ikke kan tåle. Foer er et af dem. Så det siger vi ikke mere hjemme hos os. Vi kalder det "det dér nede i støvlerne"."

Så betalte vi for sko og støvler og gik hen til Paradis, hvor den tålmodige og selvbevidste lille gut fik en kugle is, som jeg i et øjebliks svaghed havde lovet ham for at få ham til at blive i skobutikken. Og så roste jeg ham for at være så god til at forklare, hvad han kan lide (chokoladeis) og ikke kan lide (foer - men sig det ikke højt!).

tirsdag den 6. april 2010

Så er det altså sjovt!

Mikkel er meget god til at få ungerne til at grine. For tiden er det et hit, når han leger "Hansen" (en figur fra en Richard Scarry bog). Så er han fjollet og helt slap i kroppen og drengene skal hjælpe ham med f.eks. at komme op fra sofaen. Meget sjovt.
Faktisk så sjovt at Alfred her til aften tog fejl af en prut og ja - sked i bukserne af grin. Ikke meget, men alligevel. Så har man det altså sjovt!

mandag den 5. april 2010

Bjørnen sover

[snakken i søvne hørt fra Augusts seng kl. 22:20]

"man kan dog ... man kan dog...
...
...
Warrrrrrrhhh!"

han er helt sikkert ikke farlig, når man blot er varlig

Min karatefyr

Alfred og jeg tog alene hjem fra påskefrokosten. Mikkel tog i sommerhuset for at male lidt - og få August med hjem.

Vi hyggede os til den store guldmedalje i går - og der blev kæmpet en slags karate.

Se selv!

søndag den 4. april 2010

Sikken farfar!



Vi har været til en hyggelig påskefrokost hos farfar og farmor i dag. August blev passet hos mormor og morfar, så det var virkelig en stille og rolig fornøjelse for os.
Alfred var i dejligt humør og hyggede sig meget. Og hvem ville ikke gøre det, hvis man havde en farfar som hest?

Aspergers, introduceret

Mig: Ved du godt, at det hedder noget - den måde du er speciel på?

Alfred: Hvad hedder det?

Mig: ... Aspergers...

Alfred: Åh - det lyder lidt som et computerspil!


Så er emnet introduceret, og han spurgte senere til det lidt spændende ord, og jeg tilføjede, at det faktisk hed Aspergers Syndrom. Han smagte lidt på ordet og gentog Aspeargars Syklon.
Min fornemmelse siger mig, at vi nok kommer til at snakke mere om det senere. Men han tog det fint til sig og jeg kunne mærke en vis stolthed over at have en lidt special titel. Det synes jeg er godt. For det er specielt. Og det er godt. At være Alfred.

lørdag den 3. april 2010

Så er det bare at vente...



Det er ikke vores første træ. Juletræet blev jo plantet ud efter jul. Men det er vores første æbletræ - og nu venter vi bare på høsten!

En ganske særlig lille dreng leger



Fordi Alfred har Aspergers, er vi ikke vant til et barn som bare 'leger'. Som bruger legetøjet til det, som det er skabt til. Som skaber en 'almindelig' leg og bare leger. Men det kan August. Og han er god til det - og han hygger sig. Men det kommer nok stadig lidt bag på os - så Mikkel var god til at gribe kameraet og filme den lille gut, der leger som han selv gjorde som barn.

Og jeg er lige ved at afbryde det hele med en besked til Mikkel. Og Alfred taler om kometer. Men August leger, som August leger, fordi August er August.

fredag den 2. april 2010

Årets IKEA test



Hvis nogen skal have noget testet. Og jeg mener, virkelig testet - så lån det til Alfred og August. Så kan man se, om det kan holde til noget. Dette telt bestod!