fredag den 25. september 2009

Spiser de Kongelige chokolade?


Nu må det altså frem. For jeg er faktisk lidt spændt. Der er jo Skole OL i næste uge, og jeg har fået ansvar for VIP. Og her taler vi rigtig VIP - for HKH Kronprins Frederik kommer onsdag eftermiddag for at overrække pokalen til den mest vindende skole.
Og han skal jo have noget at nippe til, mens han er på Østerbro Stadion. Og det skal jeg hitte på. Men jeg tror jeg har styr på det. Og det skal jo nok gå fint. Hvis bare jeg ikke falder ned af trappen. Kommer til at sige noget dumt. Spilder noget på nogen. Har noget i tænderne. Kommer til at prutte (højt!). Vælter noget. Som sagt - det skal nok gå godt...
Men jeg føler mig ret heldig at have et arbejde, hvor jeg får lov til at lave den slags. Altså ikke det at lave kaffe - men få ansvar. Og lave alt muligt forskelligt som jeg ikke har prøvet før, men egentlig godt kan - og som jeg ikke mindst rigtig godt kan lide. Sammen med en masse engagerede mennesker.
Men nu er vi altså trætte. Det har været en lang uge. Alfred har flippet vildt her til aften, og vi tror det også hænger sammen med den mængde af slik de fik til fødselsdag i børnehaven i dag. Ikke sjovt! Men nu er det weekend hvor vi kan få brugt en masse god energi - kysset ungerne (og hinanden) - og måske få hvilet ud. Bortset fra at jeg liiige skal på arbejde på søndag...

søndag den 20. september 2009

Besøgstid

Alfred og jeg var på besøg hos Kristoffer i dag - medbringende hjemmebagt pirat-kage. Alfred hyggede sig med Oline, mens vi sludrede. God gammel tid!

Monster-monster

Alfred klæder sig ud næsten hver dag. Og favoritten er en slags kombinations-monster bestående af alt godt fra klæde-ud skuffen tilsat GRRRRRRRRR!

Han kom hjem fra mormor og morfar i dag - træt og glad efter flere timer i svømmehallen med morfar. Det var dejligt at få ham tilbage!

lørdag den 19. september 2009

På lette fjed - eller...

Der er nu meget pænt på stranden, og den er faktisk også ret ok at løbe på. Ja, jeg skrev løbe, for det gjorde jeg denne lørdag aften. Jeg er begyndt på Spartas begynderhold og følger programmet. Det gik ok.

torsdag den 17. september 2009

Vi prøver igen

Ja, den er god nok. Vi napper lige en omgang skoldkopper til August. Igen. Der var åbenbart ikke nok første gang til at danne antistoffer, så da de første dukkede op tirsdag eftermiddag kunne vi godt se, hvor det bar hen.
Nu kommer der (desværre) bare flere og flere - og de plør! Men han tager det pænt trods feber og almen utilpashed. Når der er blåbær og banan vil han også gerne spise. Og kold risengrød med jordbærgrød på glider også ned.
I dag var jeg hjemme (og har en arbejdsaften foran mig fordi han tog sin lur i klapvognen og ikke i sengen). I morgen kommer mormor heldigvis til vores redning.

onsdag den 16. september 2009

En lille tur

Mormor kom ind til os i dag for at passe Alfred. Der skulle laves noget el i hans børnehave så de skulle være et andet sted (med en masse børn). Derfor fik han en ekstra fridag. Men til mormors overraskelse var jeg også hjemme - med August. Han har vist fået skoldkopper.
Jeg var hjemme indtil frokost tid, hvor Mikkel så tog over. Det er med at få det hele til at gå op. For det ikke skal være lyv, så var jeg også til min første løbetræning i Sparta - og ude og spise med søde Maria. Og så har vi vist snart en købsaftale på sommerhuset. Den skal bare lige rettes til... Kom ikke og sig at der ikke sker noget på Amager.

tirsdag den 15. september 2009

Lego modellen


Mandag gik meget bedre med Alfred - og August. Begge havde en rigtig dejlig dag med milde miner og masser af kys.
I morges klagede Alfred over ondt i maven og mumlede noget om at han da vist også havde spist en sten(!). Men han ville ikke nærmere ind på omstændighederne. Så bare for at være på den sikre side blev Mikkel hjemme med ham i dag.
Her til aften, mens lille nuttede August var i bad, byggede han med Lego.

Lego leg

video

Efter at have stået model til billederne gik robotten i stykker. Det kunne godt have slået Alfred ud, men han gik bare i gang med at bygge den igen. Det kom der en længere video ud af.

søndag den 13. september 2009

Weekend roundup med autismebriller

Her er lidt billeder fra dagens tur til Dyrehavsbakken, hvor jeg var afsted med drengene i dag, mens Mikkel arbejdede videre på projekt Nyt børneværelse.
Der er dog ingen billeder af de gange, hvor Alfred var meget vred, kastede med grene, sagde voldsomme ting og slog efter mig. Det er slet ikke sjovt, når det sker. Det kan komme af de mindste ting. Som hvis jeg f.eks. ikke umiddelbart siger ja til noget han gerne vil. Eller hvis jeg beder ham om noget, som han ikke har lyst til.
Det er frustrerende og - ja, voldsomt. Og jeg tænker meget på hvordan det især påvirker August. Han tager det roligt, men kommenterer på det - f.eks. Alfred vred. Mama ked af det. For det kan han jo se. Jeg kan blive bange for at Alfred finder på farlige ting; så som at løbe ud på vejen i vrede. Jeg tror ikke han kan finde på det, men bare tanken er helt forfærdelig!

Men når alt det er sagt, så har har hans adfærd måske været et udtryk for en weekend hvor der er sket alt for meget - selvom det har været dejlige ting med dejlige og velkendte mennesker. Fredag skulle Mikkel og jeg ud og spise med andelsforeningens bestyrelse, så der kom mormor og morfar og passede drengene. Lørdag skulle vi til havefest, så der var de hos farfar og farmor og overnatte. Og så turen til Bakken i dag. Det har nok været for meget, selvom det hele har været hyggelige ting.
Nogle gange føles det lidt som at famle i blinde. Andre gange kan vi bagefter se, hvorfor det gik i hårdknude. Som når aftensmaden er klar en halv time senere end sædvanligt. Eller vi har sat lidt mere på programmet end først planlagt. Eller når vi ikke bruger Boardmaker så grundigt som vi ellers kunne.
Så bliver jeg altså træt - og har bare lyst til at sidde og kigge lidt ud i luften. Men det nytter jo ikke noget. Vi må arbejde videre for at blive bedre til at forstå Alfred, så han kan forstå os. Og så August ikke lider under at have en storebror med Aspergers Syndrom. Men vi har bare ikke prøvet noget af det før. Så det er ret meget learning by doing. Virker det? Hvor længe? Hvad gør vi så? Hvad skal vi så prøve?

Men når dagen er forbi, og vi står og ser på de sovende drenge, der mest af alt ligner de englebasser de også er - så føler vi os heldige over at få lov til at være deres forældre. Og så er jeg også overbevist om, at man ikke får større problemer end man kan klare det. Jeg skal bare lige minde mig selv om det fra tid til anden. Som i aften.

torsdag den 10. september 2009

Kræsen!? Na-haj!

Vi fik pitabrød til aftensmad, og så er der frit slag for hvad man vil have i.
Alfred valgte følgende (og i nævnte rækkefølge):

Ananas
Remoulade
Rejer
Syltede rødbeder
Bacon
Pesto
- og så lige lidt flere ananas på toppen.

Kræsen er han da ikke!

August er vild med feta for tiden, så det fik han masser af - kombineret med rejer og pesto.

onsdag den 9. september 2009

Safety first

Selvom der er lang tid til nytårsaften er det godt at være beskyttet! Vi fandt lige nogle briller i gården, som bare måtte prøves. Ret sejt!

Gårdtid

video

Så er familien samlet igen i gården - og turen går til... SLIKPLANETEN!!!

Lige mine ord - anbefaling

Der findes mange gode mor-blogs derude, og man forvilder sig let fra den ene til den anden. I går havnede jeg på Bryggebloggen og læste dette gode indlæg, som jeg gerne vil dele. Det handler om "kun" at være mor til drenge.

Øvrige blogs som jeg kan anbefale er:
Julia Lahme
Flødebollen
Furmann for dig

tirsdag den 8. september 2009

Badesmølfen

video

August er glad for at komme i bad hver aften - og han trænger også til det. Maling og sand i håret, madrester på halsen plus det løse. Her er et lille glimt af hvad han pusler med derude. Og det er bedst at søge ly bag forhænget, for han er ikke bleg for at skyde med vand!

Maskerade ved middagsbordet

Lidt halløj af smukke August ved middagsbordet i dag.
Mere billede af dig, siger han - og mener naturligvis at jeg skal tage billeder af ham.

mandag den 7. september 2009

Beregninger tager ikke fejl


Jeg havde Alfred med på posthuset i dag for at hente vores nye cykelhjelme.
"Mor - må jeg godt se mig lidt omkring? Jeg lover ikke at løbe ud", sagde den søde dreng og vendte kort tid efter tilbage med denne melding i bedste Steen & Stoffer stil:

"Jeg har foretaget nogle beregninger, og de viser, at du skal være lidt sødere ved mig!"

Det må jeg så arbejde på. Når beregningerne nu viser det...

Lidt forelsket

... vi er lidt lune på dette sted... Det lugter ret meget af god gammel tid for store og små.

På arbejde

Jeg har været på arbejde - ret meget i sidste uge. Så meget at jeg måtte sove næste hele dagen i dag. Men udsigten var god - og løberne var glade!