tirsdag den 29. april 2008

Dagsorden

Vi har haft noget af en dag med en masse at lave. Alfred var hjemme fra børnehave, fordi jeg havde en mistanke om at han har ondt i ørene. Ikke fordi han beklager sig (det gør han nemlig aldrig) men fordi han har gået med fingrene i munden og ikke hørt så godt. Vi havde en "kom forbi, så kan jeg presse jer ind mellem 12 og 13:30" tid hos lægen, så bevæbnet med smoothie incl. proteinpulver, olie og masser af frugt i maven, tog vi afsted - Alfred, August og jeg:

  • Først på posthuset for at poste noget hemmeligt til Mettah...
  • Så i banken for at få talt penge op. Alfred legede med en jævnaldrende dreng, mens vi ventede.
  • Derefter boghandlen hvor vi købte en ny bog om Flunkerne.
  • Den læste vi lidt i på en bænk.
  • Herfra til lægen, hvor vi ventede en time. Alfred legede med gyngeheste og puslespil og var en sand glæde, så der også var tid til August.
  • Inde hos lægen sad jeg med begge unger på skødet, mens Alfreds ører blev undersøgt - og den var god nok - mellemørebetændelse + voks.
  • Så skulle der jo lige skiftes ble, og vi gik til Amagercentret, hvor der er plads til en barnevogn på toilettet/puslepladsen.
  • Dertil en tur på apoteket med recepten fra lægen.
  • Og så trængte vi altså også til at komme hjem og få en bid mad.
Godt Mikkel kom hjem og lavede aftensmad mens jeg fik en lille skraber. Tak for en dejlig dag unger - nu er jeg sku træt!

Lille Nørd

video

My house

På bazaren i weekenden købte jeg dette fantastiske dukkehus med møbler og dukker for bare 200 kr. Rent fund! Alfred bleve meget glad for det - og August sniger sig også hen til det, når der er ledigt.

Blue eyes




Åh, dejlige August - dit dejlige skrummel! Du er så smuk og fin og sød og sjov og fræk og hurtig og legesyg og nysgerrig. Skønne unge!!

mandag den 28. april 2008

Venter på far


Mikkel hentede Alfred i børnehaven og ringede og sagde, at de var på vej hjem. Så måtte jeg jo lege spion med August og sikket dejligt syn. Pappa og pojke i forårssolen.

Et uhyre under sengen?

Natten til lørdag havde Kathrine og jeg skifteordning med at sove, fordi vi i øjeblikket prøver at vænne August af med at spise om natten; en beslutning den unge herre kvitterer med ved at stille sig op i sengen og være utrøstelig i sådan ca. 20 minutters tid inden han falder i søvn igen - typisk i tidsrummet mellem klokken 1 og 2.

Pga. denne skifteordning, hvor jeg havde trukket nitten var soveværelsesdøren blevet lukket helt i og Kathrine havde indfundet sig på madrassen under Alfreds seng.

Klokken 3:12 bliver jeg derfor meget forskrækket over at høre nogen tage i døren og derefter bryde ud i et råb... Det viste sig at være Alfred, der var kommet ind til far og (troede han) mor, fordi vi skulle redde ham fra "det monster der laver en lyd under min seng..."

Jeg forsikrede ham om, at der ingen monstre var under hans seng, men han insisterede med ordene "...men der ER en mærkelig lyd dernede..."

Jeg kunne heldigvis bære ham ind på værelset igen og til stor morskab for mig selv konstatere, at den ellers modige knægt jo havde ganske ret. Der KOM en lyd ikke meget ulig den der fremkommer, når man saver brænde fra underste køje, men Alfred accepterede heldigvis lyden efter vi i fællesskab havde prikket Kathrine blidt på skulderen og bedt hende vende sig om på siden, og så kunne vi alle sove videre helt til klokken halv 7.

Godt at få konstateret, at jeg ikke er den eneste, der snorker højlydt i ny og næ.

torsdag den 24. april 2008

Mindja Tørdel

Der var dømt forår i gården i dag med legende børn og ståhej. Alfreds søde kammerat, Viktor, er flink til at låne Alfred sit legetøj - bl.a. denne fantastiske maske. Så var der jo dømt Ninja Turtle - eller Mindja Tørdel, som Alfred kalder det. August så til fra barnevognen, og jeg manglede kun en kop kaffe (med tilhørende kys fra Mikkel) fra at det var en helt perfekt eftermiddag. Kys og kaffe fik jeg heldigvis senere.

Øens Perle



August og jeg har haft fornøjelsen af Kristoffers gode selskab i dag. Først formiddagskaffe på Baresso. Så passede Stoffer August, mens jeg var hos optikeren - og så gik vi til Øens Perle med øens perle sovende i barnevognen. Han vågnede dog og var med til bords. Man kan vist godt se, at han næsten lige er vågnet. Det var nu meget hyggeligt!

Oh, dovenskab - dit navn er kat

Hvem ville ikke gerne tilbringe sin tid som kat?

onsdag den 23. april 2008

Jeg har været glad for dig

Alfred er virkelig i sit kærlige hjørne for tiden, og jeg bliver overøst med søde ord. Da han blev puttet i går, og vi skulle fortælle, hvad vi havde været glade for, sagde han: Jeg har været glad for dig. (Og så fik jeg vand i øjnene.) Men han har det ikke fra fremmede, for hans søde papa er jo også en meget kærlig mand :)

tirsdag den 22. april 2008

Borte tit-tit

video

August er en humørbombe og det bliver sjovere og sjovere at lege med ham. Han er rigtig god til at have kontakt og vil gerne være med. Her står den på borte tit-tit med mit hjemmehæklede tæppe.

mandag den 21. april 2008

Vampyrfår

I morges sad Fredo og så Morgenhår med hatten ned over øjnene.

Alfred, er du ok? spurgte jeg.

Nej, svarede han, jeg er bange for, at Palle Gris er et vampyrfår.

Fantasien fejler ikke noget...

søndag den 20. april 2008

Morgenkærester

Børnelogik:

"Så er vi kærester, fordi vi har samme vitaminpille!"

"Værsko - her får du god tid af mig" - når vi skal læse bøger.

Og nu vil jeg gå ind i stuen og se Morgenhår på DR1 sammen med Alfred. Han har nemlig lige råbt, at jeg godt må sidde ved siden af ham. Og det er altså hyggeligt.

God søndag!

lørdag den 19. april 2008

Indlæg nr. 1.500!!! - nu med skateboard

Ja, det er faktisk sandt - dette er indlæg nr. 1.500 siden januar 2005... Der er godt nok sket noget siden da... Kig selv i arkivet.
Her er det vores favorit-transportmiddel for tiden - barnevognen med "skateboard", som Alfred står på. Det er nemt at køre afsted og når August sidder op i vognen har de fin kontakt. Vi har lånt det af Sofus & Selma - så tak for det :)

mandag den 14. april 2008

I sku møde mine venner...

... de er nemlig ret fantastiske! Nyeste skud på linkstammen er Klaus og Birgitte, som netop har bragt den dejlige nyhed om, at de skal til Sydafrika og hente deres søn (og det tuder jeg altså over, for det er jo fantastisk!!)

Augusts aftensmad

video

Nogle gange er det dejligt at lege enebarn, når ens storebror er lagt i seng og både mor og far er med på sjov. August har i hvert fald givet den gas her til aften.

Alfreds melding til mig efter endt godnatlæsning og roser til ham om, hvor sød og dejlig han havde været i dag - "jeg skyder dig", sagt med meget glad og fjollet stemme. Jeg elsker altså de unger!!

Grinebider!

video

Charmetrolden August

video

søndag den 13. april 2008

Alfreds ordforråd

Alfred har mange sjove udtryk at bruge løs af, og jeg synes lige jeg ville dele et par med jer:

I går i badet ramte Alfred mig "Li'..rekte i hovedet" med sin vandpistol.

Han legede også læge, der ordinerede medicin til mig, og på spørgsmålet "Hvor mange skefulde skal jeg tage?" kom svaret prompte: "treoghalvfems... fireoghalvfems og ABEhalvfems - SÅ mange!" (tak til Peter Pedal filmen).

Forleden havde Kathrine været i Matas med Alfred, hvor de bla. købte ny forsyning af deo til mig, og da jeg kom hjem kunne Alfred glad berette, at han godt vidste hvor min nye "komburant" stod henne; nemlig ude på badeværelset.

Sov godt

Vi har i en lille uge vendt August fra at spise om natten. Det gav virkelig pote i nat - for det lille myr sov fra 19:30 til 06:00 i morges! Han sov igennem!!! Hurra - det betyder virkelig meget, når vi ellers har været oppe flere gange hver nat, siden han blev født. Tak, søde lille August - bare bliv ved med at holde den gode stil!

Dette er forresten indlæg nr. 1.494. Der er altid noget at fortælle, når man har unger.

onsdag den 9. april 2008

Morgenstund med god tid



I morges tog drengene og jeg den med ro, for det var en urolig nat med en grædende August. Men det er utroligt hvad en skål havregryn med mandler og rosiner + kaffe til mama kan gøre for humøret. Inden vi vidste af det var der kys og fjolleri i luften. Godt jeg stadig har barsel, så der er tid til den slags luksus!
Oh - og gæt hvem der skal til New York med mormor i pinsen.....? Start spreading the news...

søndag den 6. april 2008

Alfred Von Felland Gunnløgsson

video

Alfred er hjemmets instruktør. Der bliver delt roller og ikke mindst replikker ud - og han er ikke bleg for at kommentere kamerabetjeningen. Er det en ny Lars Von Trier vi har med at gøre? Han er jo heller ikke så glad for at flyve...

Hop og spring

Der er gang i den herhjemme - Alfred og August er ikke stille små mus. Men det er dejligt med aktivitet og når vi hører dem grine, så er der ikke noget bedre i hele verden.

August #2

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det - men nu er der sørme kommet endnu en tand i undermunden. August går for tiden under navnet Den lille skarptand...

Tillykke Sonja

I søndags var vi til barnedåb hos Morten og Anne. Skjøn Sonja blev døbt og fejret hjemme på Østerbro. Det var meget stemningsfuldt og ikke mindst hyggeligt. Alfred blev passet hos mormor og morfar, så det var bare August som deltog sammen med os. Det var nu også ganske fint.

tirsdag den 1. april 2008

Bestået!

Vi havde besøg af sundhedsplejesken i dag, som bl.a. skulle foretage Boelprøve. Den klarede han med bravour (øjenkontakt, kigge efter lyd, række ud efter ting...) Han er jo en præmiebaby, men det vidste vi godt. Vi skal til at give endnu mere almindelig mad - og så skal natmaden meget snart droppes. Det kan han godt klare nu.
Jeg beklage den manglende billeddokumentation, men jeg er så forelsket i min nye mobil, at den tager de fleste billeder - men jeg har ikke lige lært at overføre dem til computeren. Det skal nok komme.