torsdag den 10. november 2005

Zoo, en bule og et stik

(På anmodning fra mormor er her et snapshot og lidt nyt)
Alfred holdt en fridag fra vuggestuen i tirsdags, så vi kunne tage i Zoologisk Have med Mettah og Simon. Vi havde en god dag og var også med hjemme på Ny Carlsbergvej og lege bagefter. Eller det vil sige - drengene var ikke lige så gode venner, som Mettah og jeg. De ville helst have det samme legetøj - og stak i høje hyl, når de ikke fik deres vilje. Det var lidt svært ikke at grine af de små/store egoer. Efter noget tid gik det dog ok.
Da vi nu var på Vesterbro, tog vi hen til Peter, hvor papa skulle øve med bandet. Her spiste vi med og hørte et par numre, før Alfred faldt i søvn - ret ked af det med en rød hale... Han kan vist ikke tåle Pampers bleer.
Onsdag - altså i går - stod dagen på en bule fra morgenstunden. Den kan anes på billedet som en lilla "streg" i panden. Han gokkede lige hovedet ind i sofabordbenet. Av, av, men ikke så længe. Han havde en lang dag i vuggestuen, da jeg havde en masse at klare herhjemme - men han sov det meste af tiden væk - hele fire (siger og skriver f-i-r-e) timer blev det til. Det har han vist aldrig nogensinde gjort før. Han sad bare sød og glad og spiste eftermiddagsfrugt og brød, da jeg kom og hentede ham.
I dag var en kort dag, for Alfred skulle til 1-års undersøgelse og vaccination hos lægen. Det klarede han i stiv arm - og lægen syntes han var sød :-) Han blev målt til ca. 78 cm. og vejer 9,5 kg. Vi mente ellers selv, at han vejer 11 kg., men han har måske tabt sig af at løbe omkring. Det er stadig en ok vægt til hans alder og højde - men for tyk er han bestemt ikke.
Han snakker også mere og mere. En ko siger ikke muh, men "mii". En and siger "bab", og han kan finde ud af at finde både ører og hår, når vi spørger til det. Det er som om han finder ud af noget nyt hver dag. Han besteg også vores klaverbænk i går - helt uden hjælp! Heldigvis kom han også sikkert ned igen med benene først.

Ellers skrider byggeprojektet frem - nu er der også loft oppe i badeværelset. Så vi skal i gang med at spartle og den slags i weekenden. Og der skal nok også købes nogle lækre håndklæder og den slags ;-)

Men nu er det godnat for mama og papa - i morgen venter en ny & herlig dag med vores lille elske-fjæsPosted by Picasa

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vi bliver glade for hver en kommentar og hilsen - tak fordi du læser med!